Realkreditgiganten dropper sit samarbejde med norske Gjensidige om salg af forsikringsprodukter til Nykredits kunder, og indgår i stedet et samarbejde med Codan.
Som en direkte konsekvens udtræder Gjensidige-topchef Helge Leiro Baastad af bestyrelsen i både Nykredit Realkredit og Nykredit Bank.
"Nykredit har, med afsæt i strategien om at styrke Totalkredit-partnerskabet gennem flere fælles aktiviteter, indgået en ny samarbejdsaftale om skadesforsikring med Lokale Pengeinstitutter, Spar Nord og Codan/Privatsikring. Som en konsekvens heraf vil Nykredits mangeårige samarbejde med Gjensidige Forsikring på skadesforsikringsområdet blive bragt til ophør," lyder det i en selskabsmeddelelse fra Codan.
I 2010 solgte Nykredit sit succesfulde skadeforsikringsselskab, Nykredit Forsikring, til Gjensidige for 2,5 mia. kr., hvilket var 1,5 mia. kr. over forsikringsselskabets bogførte værdi. Køberen var det norske forsikringsselskab Gjensidige, der med købet etablerede sig i Danmark, og samtidig indgik en distributionsaftale med Nykredit om at realkreditgiganten fremover ville sælge Gjensidiges forsikringsprodukter til Nykredits kunder.
For godt fire år siden indtrådte Gjensidiges adm. direktør, Helge Leiro Baastad, i Nykredits bestyelse, hvor han blandt andet havde en central rolle i udformningen af den såkaldte "kundekrone-model", hvor kunder i Nykredit og Totalkredit modtager en del af det overskud som Nykredits majoritetsejer, Forenet Kredit, får i udbytte. Det er en model der minder en del om den, som Gjensidige selv har anvendt i årevis.
Codan har allerede via dattereselskabet Privatsikring en aftale med en del af medlemmerne af foreningen Lokale Pengeinstitutter, og har siden 2006 også haft en distributionsaftale med Spar Nord. Det er den aftale, om Nykredit nu går med i.
"Kunderne hos en lang række pengeinstitutter, heriblandt Nykredit Bank, vil få adgang til nye forsikringsprodukter blandt de absolut bedste i markedet. Codan bliver en stærk partner med en solid erfaring og forståelse for markedet, som vi ser frem til at samarbejde med," lyder det i en udtalelse fra Nykredits adm. direktør, Michael Rasmussen.
Samarbejdsaftalen omfatter både distribution af erhvervs- og privatforsikringer.
For nyligt indgik Sydbank en aftale om distribution af skadeforsikringer med Alm. Brand, i forbindelse med Sydbanks køb af Alm. Brand Bank. I forvejen har Danske Bank en lignende aftale med Tryg, og Nordea har en distributionsaftale med Topdanmark.
"Samarbejdet forstærkes nu med solide erfaringer og volumen fra Nykredit samt en yderligere investering på mindst 100 millioner kroner fra Codan, der skal resultere i et større produktudbud og sætte fart på digitaliseringen," lyder det i en pressemeddelelse fra Codan.
Ifølge Codan vil alle kunder i fremtiden automatisk kunne blive medlem af Østifterne og få adgang til særlige fordele med fokus på skadeforebyggelse. Østifterne har hidtil været en forening for Nykredits forsikringskunder, og er medejer af Nykredit.
Aftalen træder i kraft til foråret, og vil da omfatte Nykredit, Spar Nord og ca. 30 medlemmer af Lokale Pengeinstitutter.