Regeringens ambitiøse målsætning om at få 1 mio. elbiler på vejene i 2030 har mødt hård kritik, hvor flaskehalsen vil være, at tempoet i opsætningen af ladestationer ikke kan følge med. Den problematik er der måske kommet en løsning på med lanceringen af Monta-appen, der bl.a. har til formål at øge belægningen af de eksisterende ladestationer.
“Vi vil optimere belægningen af ladestanderne. Debatten drejer sig kun om antallet af standere – ikke belægningen på disse,” fortæller medstifter og adm. direktør Casper Rasmussen, der sammen med Anders Møller Pedersen har skabt Monta.
Monta
Timingen virker god, da det ser ud til, at proppen er røget af salget af elbiler herhjemme. Alene i december var hver tredje solgte bil en elbil eller en plugin-hybridbil. Børsen har tidligere fortalt, at op mod hver tredje solgte bil i Danmark i indeværende år kan være grøn.
Monta vil derfor udnytte det store antal private og virksomhedsejede ladestandere til at accelerere elbilismen. Der er ingen grund til ikke at aktivere hele ladenetværket, mens der samtidig sættes flere offentlige ladestandere op, lyder det fra Montas administrerende direktør.
“Det er det samme som Airbnb bare med strøm fra ladeboksen. Som elbilist kan jeg lade på andre privatpersoners eller virksomheders ladebokse, til en pris ejeren eller virksomheden fastsætter. Så snart jeg har ladet, kører jeg igen ” fortæller Casper Rasmussen og uddyber, at Monta især er relevant for virksomheder såvel som boligforeninger, da de kan tilbyde individuelle priser til forskellige grupper gennem appen.
“Jeg har i flere år advokeret for det, som Monta gør: at man offentliggør sin private lader og tilbyder den til andre
Mads Aarup, FDEL
Mads Aarup, der er talsmand for elbilforeningen Forenede Danske Elbilister (FDEL), siger, at der i øjeblikket er fokus på udrulningen af offentlige ladestandere.
“Men Monta kan gøre det attraktivt for virksomheder, hoteller, shoppingcentre og private boligorganisationer at sætte ladere op. Så jeg ser det som et supplement, som vil give flere muligheder,” siger han.
Han vurderer, at Monta kan give elbilejeren retten til at bestemme i stedet for den nuværende struktur, hvor giganter som Clever og Eon bestemmer det hele.
“Det her giver så meget mening, og et udbredt ladenetværk er en forudsætning, hvis vi skal have flere elbiler
Jeppe Rindom, topchef i Pleo og investor i Monta
“Jeg har i flere år advokeret for det, som Monta gør: at man offentliggør sin private lader og tilbyder den til andre,” fortsætter Mads Aarup.
Appen gik i luften i sidste uge. Der er allerede næsten 700 brugere, og de får en andel på 10 pct. af det, som brugerne betaler. Har kunden et stort forbrug, kan man købe abonnement, hvor der betales 50 kr. om måneden, men slipper med 2 pct. til Monta.
Ejernes plan er 5000 brugere til efteråret af de 40.000 elbiler, der kører på vejene i Danmark. Til gengæld kommer der 2000-3000 nye elbiler til hver måned i øjeblikket, så markedet vokser stærkt.
“Vi kan med appen hjælpe regeringen med at nå sine mål for udbredelsen af elbiler,” vurderer Casper Rasmussen.
Senere på året rulles appen ud i flere nordiske og europæiske lande, og på sigt er det ambitionen at ekspandere ud til andre områder.
“Vi vil ikke bare lave en dansk platform, vi vil være en international spiller på det her marked. Derfor er det ambitionen at nå ti europæiske lande inden for det næste år, og vi gør os store overvejelser om, at Nordamerika skal være vores næste mål, ” fortæller Casper Rasmussen.
Med en tidlig millioninvestering fra Pleo-stifter Jeppe Rindom og lån fra Vækstfonden vil Monta bide skeer med de største energivirksomheder i verden.
“Det her giver så meget mening, og et udbredt ladenetværk er en forudsætning, hvis vi skal have flere elbiler,” siger Jeppe Rindom.
Det er hans kone, Louise Krogh Rindom, der vil drive investeringen for &Grow Ventures, og hun sidder også med i bestyrelsen sammen med de to stiftere af Monta.