Julestemningen har indfundet sig med færre handler til følgeDet danske aktiemarked lå torsdag tilbage som en våd fuser, mens resten af Europa holdt aktiefest. Novo Nordisk hindrede med et pænt kursfald festen i at nå Danmark i kraft af sin store vægt i C20. Samtidig fortsatte Vestas-aktien med at slå revner op til årsafslutningen.
C20-indekset sluttede 0,6 pct. lavere end onsdag i 377,62, mens det tyske marked til sammenligning var steget knap 1 pct. ved dansk børslukketid.
“Det er virkelig stille og roligt. Markedet er ved at have lullet sig i julestemning. Men det betyder også, at vi nogle gange kan se nogle større udsving i enkeltaktier, fordi der ikke er så meget volumen i markedet, og der derfor ikke skal så meget til at flytte tingene,” siger handler i Jyske Bank Kristian Junker til Ritzau Finans.
Novo Nordisk faldt 2,2 pct. til kurs 635. Der var umiddelbart intet negativt fremme. Tværtimod ansøgte Novo som ventet de japanske myndigheder om markedsføringstilladelse til sin langtidsvirkende insulinanalog Degludec.
Blandt torsdagens tabere var også Vestas, der faldt 1,7 pct. til kurs 59,35. Ifølge Ole Kjær Jensen i Sydbank er der ikke den store tro på, at Vestas når egne mål om en ordreindgang på 7000-8000 MW i 2012.
Dagens højdespringer i C20 blev A. P. Møller-Mærsk, der steg 2 pct. til kurs 36. 180. Aktien nød formentlig godt af en lille ommøblering blandt investorerne hen mod de mere cykliske aktier.
Lundbeck, der solgte tre stoffer, heriblandt det omstridte Nembutal, som amerikanske fængsler har benyttet ved henrettelser, steg 0,5 pct. til kurs 106.
Carlsberg led i det stille under, at det kinesiske bryggeri Chongqing fortsatte sin nedtursspiral. Chongqing faldt torsdag igen med de maksimalt tilladte 10 pct. på børsen i Kina, hvilket var tiende gang på 11 handelsdage, at den grænse blev nået.
Carlsberg faldt 0,4 pct. til kurs 390,40. Chongqing er suspenderet til 6. januar, hvor der kommer endelige resultater fra vaccinedelen.
Blandt sidepapirerne steg TK Development med 7,2 pct. til kurs 13,4. Ejendomsudviklingselskabet præsenterede et overskud efter skat på 44,3 mio. kr. for de første ni måneder og fastholdt, at det vil nå et årsresultat i omegnen af 100 mio. kr.
Veloxis Pharmaceuticals steg 27,4 pct. til 0,93 kr. Blandt andet hjulpet af en varm anbefaling fra Handelsbanken.
Ritzau Finans