Vestas fortsat højere, men aktie-markedet er ramt af januar-effektNovo Nordisk tog toppen af stigningerne i Danmark tirsdag efter mandag at have sat rekord. Tendensen var dog positiv som i Europa.
Stigninger i Europa var dog typisk på 2 pct. eller derover, mens C20-indekset lukkede med en beskeden stigning på 0,6 pct. i 406,01. Det var det højeste niveau siden begyndelsen af august, mens der er fortsat langt op til årsrekorden fra sidste år på godt 475 fra januar.
“Gældskrisen er trådt i baggrunden for nu. Der er mere januar-effekt end gældskrise i markedet for nuværende,” lyder det fra aktiehandler i Jyske Bank Martin Munk.
Vestas-aktien fortsatte de senere dages optur. Aktien lukkede i toppen af C20-indekset med en stigning på 5 pct. i 61,15 kr. Det var tredje dag i træk i plus. Aktien var oppe over 63, men faldt en smule efter åbningen af det amerikanske marked.
Der er en pæn forventning til torsdag, hvor sløret for restruktureringsplanen løftes med en meddelelse kl. 8. 30 og et pressemøde kl. 14.
“Det ventes, at der sker noget på ledelsesplan. Adm. direktør Ditlev Engel er i spil, men det er dog ikke vores hoved-case, at han forlader chefstolen torsdag,” forklarer Martin Munk.
“De cykliske aktier havde det også godt tirsdag, i takt med at der var øget appetit på risiko, siger Martin Munk.
FLSmidth steg 4,6 pct. til 380,50 kr. NKT steg 1,8 pct. til 208,30 kr.
Uden for indekset lettede SAS-aktien, efter at danske Travelbroker blev citeret i norske og svenske aviser for, at Qatar Airways er en mulig køber af det skandinaviske klenodie. Qatar Airways har sidste år tilkendegivet interesse for at købe sig ind i et europæisk flyselskab
SAS-aktien steg til 7,95 kr., hvilket er 12,7 pct. mere end mandag.
Pandora lukkede 2,5 pct. højere i 71,2. Der var lidt medvind fra julesalget hos amerikanske Signet, der sælger Pandora-smykker, mens luksussmykkeselskabet Tiffanys skuffede markedet med julesalget og en nedjustering.
Vestjysk Bank lukkede med et fald på 6,1 pct. i 15,5 kr. efter en artikel i Børsen, hvoraf det fremgik at banksektoren ikke vil redde banken. Ifølge TV2 News havde banken bedt om en garanti for en aktieemission på 500 mio. kr.
Siden 8. december er aktien faldet med 54 pct.
Ritzau Finans