Selv om markedslederen Nets har proklameret, at priserne stiger fra starten af oktober, når de skal indløse internationale kortbetalinger for butikkerne, ser billedet radikalt anderledes ud, når man spørger konkurrenterne, hvad de vil foretage sig.
“Vi står ikke over for at hæve vores priser. Tværtimod kan vi se, at jo større volumener vi får på det danske betalingsmarked, jo lavere priser er vi i stand til at tilbyde de danske butikker og erhvervsdrivende. Vi genkender ikke billedet af, at der skulle være kommet generelle prisstigninger fra Mastercard og Visa – og slet ikke i en grad der skulle afspejle sig i højere priser hos os som indløser,” lyder svaret fra Mette Lykke Vibe, Worldlines landechef i Danmark.