ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nets klar med børsprospekt: Forventer pris på 26-32 mia.

Betalingskoncernen Nets er klar til at gå på børsen. Virksomheden, der driver dankortet og NemID, forventer prisfastsættelse og første handelsdag 27. september, fremgår det af børsprospektet, der netop er offentliggjort.

Selskabet forventer en markedsværdi på 26-32 mia. kr. efter udstedelsen af nye aktier, der forventes at give et provenu på 5,5 mia. kr.

"Jeg er meget tilfreds med den respons, vi har fået på nyheden om, at vi planlægger at gå på børsen,
fra såvel potentielle investorer som fra andre interessenter," skriver Nets-topchef Bo Nilsson i en pressemeddelelse og tilføjer:'

"Det viser en tydelig anerkendelse af den transformation, Nets har gennemgået i de sidste to år, og som medfører, at Nets nu fremstår som en stærkt forretningsorienteret, kundevendt, innovativ, førende spiller på det hurtigt voksende marked for digitale betalinger."

Udover at drive dankortet og NemID står selskabet ligeledes for driften af e-boks sammen med PostNord.

Kapitalfonde sælger ud

Udover de 42,3 mio. nye aktier, som Nets forventer at udstede, vil de eksisterende ejere sælge mellem 37,7 mio. og 70,6 mio. aktier. Det svarer til et beløb på mellem 4,9 mia. kr. og 11,3 mia. kr., som de nuværende aktionærer kan indkassere med det samme.

I dag ejer kapitalfondene Advent og Bain Capital hver 43 pct. af Nets. ATP ejer 5 pct., mens Nets ledelse og andre nøglemedarbejdere ejer i alt 9 pct. 

Derudover kommer en overallokeringsret på 15,8 mio. aktier - hvilket svarer til mellem 2 og 2,5 mia. kr. afhængigt af noteringskursen.

I alt vil det give et såkaldt free float på mellem 40 og 60 pct. af Nets-aktierne efter børsnoteringen.

Udbuddet af Net-aktierne kommer til at løbe frem til den 26. september 2016 kl. 11.00 dansk tid, men kan lukkes helt eller delvist efter den 22. september.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis