Nationalbanken har valgt at ansætte 48-årige Thomas Harr som vicedirektør og chef for afdelingen Økonomi og Pengepolitik med virkning fra 1. maj 2021.
Harr efterfølger dermed Signe Krogstrup som chef for afdelingen, efter at hun i efteråret blev det nyeste medlem af Nationalbankens tre personer store direktion.
“Det, jeg glæder mig mest til, er at udvikle medarbejderne, for det er jo et ledelsesjob
Thomas Harr, kommende vicedirektør, Nationalbanken
Lige som sin forgænger i jobbet er Thomas Harr cand.polit. fra Københavns Universitet, hvor han også har taget en ph.d. foruden en mastergrad fra London School of Economics.
Oprindeligt læste han dog matematik, og ikke økonomi, og han lægger ikke skjul på, at matematik stadig er noget, som han kan begejstres over, og som hans ældste søn i dag læser på Københavns Universitet.
Thomas Harr er ansat i Danske Bank frem til 1. maj. Ofte bliver ansatte i Danske Bank sendt hjem, hvis de skifter til en anden bank, men Nationalbanken er ikke en konkurrent til Harrs nuværende arbejdsgiver, og derfor forventer den nye vicedirektør at fortsætte i Danske Bank frem til jobskiftet.
“Jeg vil jo selvfølgelig gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe teamet, jeg er ansvarlig for, selvom jeg nok skal holde lidt fri inden,” siger Thomas Harr, der kun har fået positiv respons på jobskiftet.
Selvom han sammenlagt har været næsten et årti i Danske Bank, ser han frem til at skifte til Nationalbanken.
“De har et meget, meget højt fagligt niveau. Både i banken og i det team, som jeg skal være chef for,” siger Thomas Harr, der ser frem til at skulle arbejde med at fastholde og videreudvikle det arbejde og afdelingens medarbejdere.
“Det, jeg glæder mig mest til, er at udvikle medarbejderne, for det er jo et ledelsesjob, og jeg skal lede et stort team, og det glæder jeg mig meget til,” siger Thomas Harr.
Afdelingen står blandt andet for at udarbejde Nationalbankens økonomiske analyser for både dansk og international økonomi og koordinerer Nationalbankens internationale samarbejder.
Harr kommer til Nationalbanken fra en stilling som underdirektør og global analysechef med ansvar for makro-, valuta-, rente- og kreditanalyse i Danske Bank og har tidligere i en årrække haft forskellige analyse- og ledelsesfunktioner i den engelske bank Standard Chartered i Singapore.
“Thomas har solid erfaring inden for makroøkonomi og pengepolitik og er samtidig en stærk lederprofil,” skriver banken i meddelelsen, hvor nationalbankdirektør Lars Rohde udtaler:
“Jeg er meget glad for, at Thomas Harr har sagt ja til stillingen som vicedirektør i Nationalbanken. Han har en solid faglig baggrund fra den finansielle sektor og en dybtgående forståelse for koblingen mellem realøkonomi og de finansielle markeder. Thomas vil uden tvivl bidrage til yderligere at styrke Nationalbankens ledelse og økonomfaglige profil både internt og eksternt.”
Thomas Harr bliver chef for en af de fire centrale afdelinger i Nationalbanken og får ledelsesansvaret for ca. 50 økonomer, herunder den økonomiske forskningsenhed, der blev etableret i 2016.
Han skal fremover referere til Signe Krogstrup, der ligesom han selv har såvel forskningsmæssig som udenlandsk erfaring, og bliver chef for en afdeling, der har været kuvøse for senere kendte økonomer som blandt andre professor Jesper Rangvid, tidligere fondsdirektør i ATP Bjarne Graven Larsen og Finanstilsynets direktør, Jesper Berg.