Alt imens eksperter og konkurrenter har haft travlt med at spekulere i, hvor dyrt det mon er for Danske Bank at lade Mobilepay-transaktioner foregå via en dankortløsning gennem Nets, har banken nemlig i al stilhed lavet en løsning, der lader deres egne kunder overføre direkte fra konto til konto udenom Nets.
Dermed fjerner Danske Bank i alt fire millioner månedlige transaktioner fra betalingsservicekæmpen.
“I første omgang tilførte vi ekstra transaktioner til Nets, fordi Mobilepay erstattede mange kontante betalinger og bankoverførsler. Nu har vi taget nogle tilbage, og det har været helt udramatisk. Vi har stille og roligt informeret Nets om det her," siger Jesper Nielsen, chef for forretningsudvikling i Danske Bank.
Nets: Det er ikke nyt for os
Af Mobilepays i alt 3 mio. brugere er en tredjedel - ca. 1 mio. brugere - Danske Bank kunder. Danske Bank regner med, at ca. 25 pct. af alle transaktioner nu foregår konto-til-konto.
Det fjerner 130.000 daglige og altså 4 mio. månedlige transaktioner fra Nets.
Hos Nets tager Susanne Brønnum, landeansvarlig for Nets i Danmark og øverste ansvarlig for bank relaterede forretninger, den nye situation helt med ro.
“Det er ikke nyt for os, at Danske Bank fremover selv vil håndtere den del af betalingerne, der sker imellem deres egne kunder. Mobilepay har først og fremmest været med til at digitalisere kontantbetalinger og har dermed øget omfanget af kortbetalinger via Nets," skriver hun i en mail til Børsen.
“Vi ser meget positivt på nye betalingsløsninger i det hele taget, der ligesom Mobilepay kan være med til øge det samlede omfang af digitale betalinger. Så er det sekundært for os, om betalingen eller overførslen baserer sig på kort eller sker fra konto-til-konto," fortsætter hun.
Åbner for partnerskaber
Jesper Nielsen afviser da også, at den ændrede betalingsstruktur for Danske Bank-kunder er et angreb på Nets, men indikerer samtidig, at det højst sandsynligt ikke bliver de sidste overførsler, Mobilepay stjæler tilbage.
“Konto-til-konto åbner en mulighed for partnerskaber med andre banker, så endnu flere Mobilepay-brugere kan få glæde af de fordele, det giver. Derudover kan det gøre platformen endnu billigere" siger han.
Foruden delvist at løsrive Mobilepay fra Nets sparer manøvren også Danske Bank gebyrkroner.
Med begrundelsen forretningshemmelighed afviser Danske Bank at oplyse hvor store omkostninger, der er forbundet med hver enkelt transaktion via dankortstrukturen. Banken oplyser dog, at det er under 1 krone.
Gætter man på, at Danske Bank betaler 50 øre pr. transaktion, går Nets glip af 25 mio. kr. om året, mens Danske Bank sparer tilsvarende.
Sparer en tredjedel på transaktioner
“Det har hele tiden været målet at gøre vores platform lidt billigere ved at lave transaktioner selv. Det her sparer os for en fjerdedel af de omkostninger, vi har på vores omkring en halv million daglige transaktioner," siger Jesper Nielsen.
Besparelsen skal ifølge ham bruges til hele tiden at udvikle Mobilepay, så betalingsløsningen er rustet til den konkurrence, der før eller siden kommer fra aktører som Google, Facebook og Samsung.
Foruden besparelsen peger Jesper Nielsen på, at også kunderne drager fordel af at betale konto-til-konto, fordi de hermed får et bedre forbrugsoverblik.
Ingen hemmelighed
“Frem for kun at kunne se, at der er foretaget en Mobilepay-overførsel, kan kunderne nu se på kontoudskriften, hvem der er overført penge til," siger han.
Hvorfor har I holdt tiltaget hemmeligt indtil nu?
Betalingsgiganten Nets må se millioner af månedlige transaktioner forsvinde som sand mellem fingrene.