På under en time lykkedes det Danmark næststørste mejeri, Thise Mejeri, at rejse 1 mio. kr. i kapital via crowdlending, hvor virksomheden låner midler ved andre virksomheder, men i særdeleshed privatpersoner.
Og det er ikke første gang, at virksomheden giver sig i kast med den alternative kapitalsøgning. To gange har Thise Mejeri søgt finansiering via platformen Coop Crowdfunding, som faciliterer finansieringssøgning for danske fødevarevirksomheder.
På en crowdlending-platform skal låneansøgere gennemgå en kreditvurdering, der afgør, hvorvidt de kan låne og på hvilke vilkår.
Ifølge Poul Pedersen, adm. direktør i Thise Mejeri, er det en finansieringsvej, som ikke alene sikrer et økonomisk fundament for nye projekter. Den bidrager også positivt til forretningens omdømme.
“Vi har rigtig gode erfaringer med crowdfunding. Vi får flere interessenter ind i Thise i form af långivere, som kigger mere på, hvad vi går og laver. Samtidig får de en fornuftig rente på deres investering,” siger han og understreger, at havde det udelukkende handlet om det økonomiske aspekt, så var han gået i banken.
“Det er en udfordring, fordi det betyder en forsinkelse i vækstskabelsen
Jakob Brandt, SMV Danmark
“Jeg er helt sikker på, at vi kunne låne pengene hos vores banker, men det her er en god måde at inddrage vores kunder på i vores dagligdag.”
Men virksomheder som Thise, der er økonomisk velfunderede, og som har mulighed for at søge finansiering i bankerne, er ikke som kunderne er flest hos platformen Lendino, der er Danmarks næststørste crowdlending-platform og drivkraften bag Coop Crowdfunding.
Ifølge direktør Andreas Helgason Rex søger langt størstedelen af kunderne finansiering via Lendino, fordi de ikke kan opfylde bankens lånekriterier.
“De fleste af vores kunder er virksomheder, som ikke har kunnet låne i banken. Det er primært handels- og servicevirksomheder, som er i god gænge, men som mangler det sidste, for at de kan passe ind i bankernes relativt firkantede bokse,” siger han og tilføjer:
“Kun for en lille minoritet handler det om, at de godt kan lide brandingeffekten i at ligge på en platform.”
Hos Flex Funding, der driver Danmarks største crowdfundingplatform, vurderer man, at cirka en tredjedel af de små og mellemstore virksomheder, som benytter platformen til at få finansiering i form af lån, har valgt denne måde, fordi de har fået nej i banken.
Uanset om det handler om afslag i banken eller mangel på branding, så lyder meldingen fra flere crowdfunding-platforme, at der er massiv mangel på låntagere.
Ifølge Jakob Brandt, adm. direktør i brancheorganisationen SMV Danmark, handler det om to ting.
pct. af de smv-virksomheder, som får afslag i banken, forsøger ikke at låne andre steder
Den ene årsag er, at størstedelen af de små og mellemstore virksomheder ikke har interesse i at låne penge.
“Historisk set har smv’erne haft et problemfyldt forhold til bankerne, hvor de ikke altid føler, at de er blevet godt behandlet, og det er en betydelig årsag til, at man i dag vægter højt at tjene sine penge selv,” siger han, og tilføjer:
“Det er en udfordring, fordi det betyder en forsinkelse i vækstskabelsen.”
Cirka en fjerdedel af organisationsmedlemmer har dog et ønske om at låne penge, men her opstår problemet, fordi de ikke kan låne penge i banken.
“Det er et problem, særligt fordi 75 pct. af de virksomheder, som får afslag i banken, ikke går andre steder hen, og også det påvirker væksten,” understreger direktøren.
Hvis antallet af låntagere skal være større, kræver det altså en generel kulturændring, så flere små og mellemstore virksomheder ser potentiale i at låne penge, samt en mere udbredt viden om, at crowdfunding er en mulighed, også når der er sagt nej i banken, vurderer han.