ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Medie: 192 mia fra Rusland har passeret gennem Danske Banks estiske filial på et enkelt år

Ifølge erhvervsmediet Financial Times er 30 mia. dollar (ca. 192 mia. kr.) fra Rusland passeret gennem Danske Banks estiske filial på et enkelt år. Det skriver Financial Times efter at have set udkastet til en rapport om hvidvasksagen, som omhandler Danske Banks estiske filial.

Rapporten, som Financial Times altså har fået fat i, er bestilt af Danske Bank og udarbejdet af konsulentfirmaet Promonto Financial. Ifølge rapporten blev 30 mia. dollar fra udlandet placeret i Danske Banks estiske filial i 2013, hvor skandalen, som varede fra 2007 til 2015, nåede sit højdepunkt. 

Overvældende mængde
Financial Times citerer en kilde tæt på undersøgelsen for at sige: 

"Det er en overvældende mængde for så lille en filial. Du kan ikke have den mængde til at passere igennem, uden at det rejser nogle spørgsmål."

Mængden af mistænkelige transaktioner blev tidligere vurderet til at udgøre 3,9 mia. dollar i hele perioden fra 2007 til 2015, men ifølge Financial Times er omfanget altså langt større. 

I forbindelse med dagens artikel i Financial Times udtaler Danske Bank, at undersøgelserne af porteføljen af udenlandske kunder er ved at blive afsluttet, og at resultaterne forventes offentliggjort senere på måneden. 

Danske Bank: Vi tager sagen alvorligt
"Vi kan ikke bekræfte de konkrete oplysninger, der nævnes i medierne. Som vi tidligere har oplyst, står det klart, at problemerne relateret til porteføljen er betydeligt større, end vi oprindeligt forventede, da undersøgelserne blev igangsat. Sagen er meget kompleks, og det er ikke muligt at drage konklusioner om antallet af mistænkelige kunder eller transaktioner – endsige om omfanget af eventuel hvidvaskning – på grundlag af enkeltstående oplysninger, der er taget ud af sammenhæng," skriver banken i en mail til Børsen. 

Bestyrelsesformand Ole Andersen udtaler desuden ifølge mailen: 
 
”Vi forstår fuldt ud den store interesse for sagen, og vi er stærkt optaget af at komme til bunds i den og fremlægge konklusionerne. Vi tager sagen meget alvorligt, og jeg mener, at det er i alles interesse, at konklusionerne baseres på bekræftede og fuldstændige fakta. Undersøgelserne er ved at blive færdiggjort, og vi ser frem til at offentliggøre konklusionerne.”
 
Danske Bank bliver i øjeblikket efterforsket af SØIK, bedre kendt som bagmandspolitiet, med henblik på at undersøge, om der kan åbnes en straffesag mod banken. Der er stadig ikke en egentlig sigtelse mod den danske storbank, men bagmandspolitiet har fulgt sagen om mulig kriminel hvidvask i den estiske filial tæt. 
 
De estiske myndigheder efterforsker samtidig 26 medarbejdere i sagen. 
 
Berlingske afslørede for cirka halvandet år siden, at der var foregået mulig hvidvask hos Danske Bank i perioden fra 2007 til 2015. I begyndelsen af maj fik Danske Bank kritik af finanstilsynet for håndteringen af sagen, og for et par måneder siden skrev Berlingske, at der var mistænkelige transaktioner for yderligere 28 mia. kr. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis