ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lunar Bank rammer 250.000 kunder, men det er ikke nok: “Vi har fra dag ét sagt, at vi skal være en nordisk dominator”

Udfordrerbanken Lunar har rundet 250.000 kunder. Ambitionen er at blive lige så stor som Nordens storbanker

Ken Villum Klausen stiftede i 2015 Lunarway, som i dag er blevet til Lunar Bank. Foto: Jonas Pryner Andersen
Ken Villum Klausen stiftede i 2015 Lunarway, som i dag er blevet til Lunar Bank. Foto: Jonas Pryner Andersen

Målt på de netop offentliggjorte regnskabstal ligger Lunar Bank størrelsesmæssigt et sted mellem Frøslev-Mollerup Sparekasse og Sparekassen Balling – dog med et trecifret millionunderskud i stedet for sorte tal på bundlinjen.

Men ambitionerne for fintech-banken er helt anderledes store.

“Uden at sætte tal på, så er vores overordnede ambition at bygge et selskab, der på en tiårs periode er så stort, som de banker der i dag sidder på markedet, og som vi konkurrerer med. Det er målepunktet for os: at konkurrere med de store nordiske banker inden for en tiårs periode,” siger Ken Villum Klausen, der er stifter og adm. direktør i Lunar-koncernen.

Og selvom de samlede nettoindtægter fra renter og gebyrer i Lunar Bank kun endte på 3,2 mio. kr. i 2020, så er der andre tal, som er anderledes lovende.

Vi har fra dag ét sagt, at vi skal være en nordisk dominator

Ken Villum Klausen, stifter af Lunar

Lunar, der fik banklicens i august 2019, har netop nået 250.000 kunder på tværs af Norden.

Alene i Danmark har banken 120.000 kunder, hvoraf omkring 30.000 har deres Nemkonto i banken.

“Vi ligger på omkring 20.000 nye kunder om måneden, og det accelerer,” siger Ken Villum Klausen.

Siden Lunar sidste sommer åbnede for erhvervskunder, har banken fået 10.000 af slagsen. Der kan dog snart komme ekstra kamp om segmentet, da en anden digital erhvervsbank, Kompas Bank, tidligere på måneden fik licens af tilsynet.

Teknik flytter bjerge

Men hvordan kan Lunar Bank, som ved årsskiftet stadig havde under 1 mia. kr. i indlån og kun knap 13 mio. kr. i udlån, håbe på at komme i samme vægtklasse som banker, der har balancer på flere tusinde milliarder?

175

mio. kr. før skat lød underskuddet på i Lunar Bank i 2020

“Hvis du kigger på de nordiske banker, så kører de på den samme infrastruktur. De har enorme omkostningsbyrder på deres it. Så man skal ikke tage fejl af, at infrastruktur og den tekniske platform er det, der flytter bjerge. Hvis du får rigtig fat, så tror jeg, at du kan bygge en dominerende spiller i det territorium, du opererer på, og vores er Norden,” siger Ken Villum Klausen.

Han fortæller, at Lunar fra starten har valgt at satse 100 pct. på at vokse i Norden.

“Vi har fra dag ét sagt, at vi skal være en nordisk dominator. Vi har ikke noget behov for at komme til andre lande, men vi skal sidde på Norden,” siger Ken Villum Klausen og fortsætter:

“Det er det mest profitable marked i verden for finansielle tjenester og bank. Det er den tiende største økonomi i verden, og så har man næsten monopoltilstande for finansielle tjenester.”

Lunar Bank kom ud af 2020 med et underskud på 175 mio. kr. før skat. Men det skyldes i høj grad, at banken stadig investerer massivt i markedsføring og udvikling af nye produkter, siger stifteren

“Hvis vi lukkede ned for udviklingen af vores teknologiplatform, og hvis vi lukkede ned for markedsføring, så tror jeg, at vi kunne være profitable inden for nogle kvartaler. Det kan vi ret simpelt forudse,” siger Ken Villum Klausen og fortsætter:

“Men vi vil gerne investere dybere i teknologiplatformen, vi vil gerne have flere produkter, og vi vil gerne have en større andel af markedet. Det gode ved modellen er, at man kan pause omkostningerne, men for nuværende vil vi gerne investere og accelerere væksten.”

Investeringerne har bl.a. til formål at udvide produktpaletten, så den ikke kun passer de selvstændige og helt små virksomheder, der udgør størstedelen af Lunars erhvervskunder.

“Mange af de her iværksættervirksomheder de udvikler sig og bliver større og større. Og når de får succes hurtigt, så skal vi følge med dem, så vi kan tilbyde de servicer, funktioner og produkter, som de har brug for,” siger Ken Villum Klausen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis