Da handlen med aktier lukkede på fondsbørsen torsdag, blev John Fisker kåret til bankkonge i Jylland. På Torvet i den vestjyske by Ringkøbing ligger Danmarks næstmest værdifulde bank – kun overgået af storebror i København, Danske Bank.
Ringkjøbing Landbobank fik lige netop møvet sig forbi Jyske Bank torsdag; da fondsbørsen lukkede var Ringkjøbing Landbobank marginalt mere værd end Jyske Bank. Fredag øges forskellen mellem de to banker.
Adm. direktør John Fisker i Jyllands mest værdifulde bank ønsker dog ikke at udtale sig om udviklingen.
mio. kr. er hver af de fuldtidsansatte i Ringkjøbing Landbobank værd.
“Det har jeg ingen kommentarer til. Vi koncentrerer os om vores egen forretning,” siger John Fisker.
Fredag formiddag er banken ca. 14,1 mia. kr. værd, mens Jyske Bank er ca. 14,0 mia. kr. værd.
Af Ringkjøbing Landbobanks seneste regnskab fremgår det, at man har 640 fuldtidsansatte, og de er tilsyneladende ret værdifulde. I hvert fald har de ansatte hver en værdi på hele 22 mio. kr.
Ringkjøbing Landbobank bliver ofte af både medier og analytikere beskrevet som en duksebank. Da John Fisker overtog rorpinden for banken, overtog og udviklede han samtidig en strategi fra tidligere topchef Bent Naur.
Omkostningerne skal være så lave som muligt, mens kreditbogen sættes i de helt rigtige folder, og kunderne skulle møde den samme bank og rådgiver, hver gang de kom ned i filialen.
Det har John Fisker ført videre, og banken har over tid udviklet sig til en nichebank, der blandt andet har fokus på læger, tandlæger og vindmøllebranchen.



