Jyske Bank opjusterer igen sine forventninger til året, som nu lyder, at banken vil opnå et overskud efter skat på mellem 2,3 mia. kr. og 2,7 mia. kr. mod tidligere mellem 2,1 og 2,5 mia. kr.
Det sker blot tre uger efter, at banken sidst opjusterede forventningerne.
For første kvartal venter banken nu et resultat før skat på godt 1,1 mia. kr., og et resultat pr. aktie på 11,60 kr., og forventer en stigning i basisindtægterne på 24 pct. sammenlignet med første kvartal 2020. Samtidig ventes basisomkostningerne at falde med ca. 13 pct.
Banken venter stort set ingen nedskrivninger i første kvartal.
“Udviklingen i årets to første måneder med et højt aktivitetsniveau på bl.a. handelsområdet blev yderligere forstærket i marts. Det bidrager til, at forventningerne til resultat pr. aktie i 2021 opjusteres til 31-35 kr. fra 27-33 kr. Det svarer til et resultat før skat på 3,0-3,4 mia. kr. mod 2,7-3,2 mia. kr. og et resultat efter skat på 2,3-2,7 mia. kr. mod 2,1-2,5 mia. kr.,” skriver banken.
Silkeborg-banken oplyser, at regnskabet for første kvartal offentliggøres den 4. maj.
I går opjusterede både Nykredit og Jutlander Bank også årsforventningerne.