Jyske Bank opjusterer forventningerne til 2020, hvor banken nu estimerer et nettoresultat på 1,6 mia. kr. efter skat mod en tidligere forventning om et resultat på 1,0-1,5 mia. kr.
“Opjusteringen skyldes en kombination af en god kundeaktivitet, en gunstig udvikling på de finansielle markeder, lave basisomkostninger og en fortsat solid kreditkvalitet,” skriver Jyske Bank i en meddelelse til fondsbørsen tirsdag.
Nettorenteindtægterne forventes at lande på 1,2 mia. kr. i fjerde kvartal og knap 5 mia. kr. i hele 2020. Netto gebyr- og provisionsindtægterne er ifølge meddelelsen på “et fornuftigt niveau i 2020.”
Nedskrivningerne forventes at lande omkring et rundt nul i fjerde kvartal, hvilket betyder, at de samlede nedskrivninger for 2020 ender på knap 1 mia. kr.
Bankens næstformand Philip Baruch, 67 år, ønsker at udtræde af bestyrelsen, når hans valgperiode udløber ved generalforsamlingen 23. marts 2021. Det sker efter 15 år i bestyrelsen, hvor han blev valgt ind første gang i 2006.
Også bestyrelsesmedlem Jens A. Borup, 65 år, træder ud af bestyrelsen ved den kommende generalforsamling efter eget ønske. Han har siddet i bestyrelsen siden 2005.
Meddelelsen indeholder ikke information om, hvem der eventuelt kan afløse dem efter generalforsamlingen.