ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Investor vil skyde millioner i "nyt Pricerunner"

Internetsiden Samlino.dk, der sammenligner priser for bl.a. bankprodukter og bilforsikring, får snart en gedigen saltvandsindsprøjtning.

Den 29-årige Mads Faurholt-Jørgensen, der står bag investeringsselskabet Nova Founders Capital, der angiveligt har en markedsværdi omkring 1 mia. kr., vil nemlig investere i selskabet.

Læs også: Kapitaltilførsel gør Nova 1 mia kr værd
Direktør for Samlino.dk, Rasmus Carlsen, fortæller, at Mads Faurholt-Jørgensen ud over at være rådgiver snart også vil være investor i virksomheden.

”Mads har bidraget i forhold til rådgivning og ressourcer. Pt. ligger vi i slutforhandlinger omkring en investering på et to-cifret millionbeløb fra Mads og Nova Founders,” siger han.

"Et nyt Pricerunner"

Det er ikke hvad som helst, Mads Faurholt-Jørgensen investerer i. Tilbage i september sagde han til Børsen, at de projekter, han involverer sig i skal levere højere afkast end en tilsvarende private equity-fond vil gøre.

"Vi ønsker ikke at gå efter et afkast på 9-10 pct., men skal helst op på 20-30 pct," sagde Mads Faurholt-Jørgensen til Børsen 24. september.

Mads Faurholt-Jørgensens indspark gør da også, at Samlino.dk er ambitiøse omkring fremtiden.

Generelt
Milliardforvalter starter selv nye virksomheder
”Vi håber, at blive et Momondo eller Pricerunner for bank-, forsikrings- og teleprodukter. Disse produkter udgør faktisk den største andel af danskernes omkostninger. Vores klare ambition er, at Samlino.dk bliver et sted, hvor forbrugeren kan få det fulde overblik og kan spare tid og penge," siger Rasmus Carlsen, direktør for Samlino.dk, og fortsætter.

"Målet er, at vi i udgangen af 2015 hjælper over 1 mio. danskere med at sammenligne disse produkter på månedsbasis."

Med investeringen bliver Samlino.dk del af et slags franchise-setup, da Nova Founders Capital også har investeringer i lignende virksomheder i andre lande.

Stigende aktivitet

Samlino.dk har været i luften siden maj måned i år og er en ny internetside, hvor man som forbruger kan sammenligne priser på bl.a. mobilabonnementer og bredbånd, men også finansielle produkter som bilforsikring.

Siden maj er antallet af besøgende, der sammenligner produkter på Samlino.dk steget. Ifølge Rasmus Carlsen havde Samlino.dk ca. 5000 sammenligninger i juli måned. For september var der ca. 20.000 sammenligninger. Forventningen til oktober lyder på 30.000.

Rasmus Carlsen mener, Samlino.dk i forhold til andre sider som Comparo.dk og Mybanker.dk har en fordel, fordi man samler flere forskellige produkter i forhold til andre sider, der beskæftiger sig med et enkelt område.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at der er nogle spillere, som har gjort noget godt forarbejde. Men vi samler det hele på et sted og har gjort det endnu nemmere for brugerne. I stedet for at forbrugeren skal gå ind på forskellige hjemmesider for at sammenligne bredbånd, abonnementer, bank eller forsikring, tror vi på, at Samlino.dk har en fordel ved at samle det på en hjemmeside,” siger Rasmus Carlsen.
 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis