ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Storbank går mod strømmen og åbner filial: “Når vi skal penetrere et lokalmarked, er det nødvendigt, at vi er til stede fysisk”

De seneste ti

år er der forsvundet mange bankfilialer. Nu åbner Spar Nord en ny filial i Herlev, og der kan være to mere på vej på Sjælland

Bankdirektør Martin Kudsk Rasmussen Foto: Cathrine Ertmann
Bankdirektør Martin Kudsk Rasmussen Foto: Cathrine Ertmann

De seneste ti år er der blevet længere mellem bankernes skilte i de danske byer. Hver tredje bankfilial er nemlig forsvundet fra landkortet, viser tal fra Bank Research.

Den Aalborg-baserede bank Spar Nord går nu i den modsatte retning og åbner mandag en ny filial i Herlev.

Men det stopper nødvendigvis ikke der, fortæller bankdirektør Martin Kudsk Rasmussen:

“Vi overvejer kraftigt, om vi skal åbne to yderligere filialer ud over den i Herlev. Det vil være i det, man kan kalde provinsen på Sjælland,” siger bankdirektøren og afviser at komme det nærmere.

Martin Kudsk Rasmussen fortæller, at byer med mere end 25.000 indbyggere som udgangspunkt er relevante for Spar Nord at være fysisk til stede i. Ellers skal der være udsigt til befolkningsvækst, forklarer han. Men vigtigst af alt er det, at der er de rette folk til stede.

Lokal forankring

“Når vi skal penetrere et lokalmarked, er det nødvendigt, at vi er til stede fysisk. Det kræver et hold bestående af folk, der er lokalt forankret,” siger Martin Kudsk Rasmussen.

Siden 2010 har Spar Nord selv barberet antallet af filialer ned fra 69 i 2011 til 48 i år. Blandt andet har man skåret til, efter man købte Spar Bank.

Alligevel går Martin Kudsk Rasmussen og resten af Spar Nord-direktionen altså rundt og overvejer, om man skal åbne flere filialer. Men det betyder nødvendigvis ikke, at der er flere Spar Nord-filialer i Danmark om fem år.

“Det er svært at spå om fremtiden, men om fem år har vi formentlig nogenlunde det samme antal filialer. For vi kigger selvfølgelig på, hvordan filialerne klarer sig, og det kan blive nødvendigt at lukke nogen, hvis forretningsomfanget bliver for småt,” siger Martin Kudsk Rasmussen.

I det hele taget er der i Danmark forsvundet omkring 200 filialer som følge af opkøb, fusioner og lukninger, viser tallene fra Bank Research.

Bankerne har de seneste år været i modvind. For renteniveauet har været lavt længe, og det gør, at bankerne ikke tjener så godt som i gamle dage på at låne penge ud eller have kundernes opsparinger stående. Samtidig stiger omkostningerne, mens kunderne bliver mere digitale.

Konkurrent skærer ned

Jyske Bank har i en årrække været den bank i Danmark med næstflest filialer i Danmark med 94 – kun overgået af Nordea. Men det er slut nu, for Jyske Bank vil skære 20 pct. af filialnettet fra.

“Kunderne kommer jo pga. covid-19-krisen, og fordi de har taget ny teknologi til sig, meget mindre i afdelingerne. Det er det, der gør, at vi siger, at vi har landets største afdelingsnet, så tiden er også kommet til, at vi ser på at sammenlægge de små afdelinger, og det er så det, vi gør over de kommende år,” har Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank, tidligere sagt til Børsen. Tallet for antal kunder til fysiske, planlagte møde i filialerne har selvfølgelig også været påvirket af corona, men i februar havde banken knap 6000 kunder inde til fysisk møde, mens tallet for oktober ser ud til at lande på 7300 kunder, oplyser Spar Nord.

“Vi tilpasser os kunderne, så vi kan også lave digitale møder, tage hjem til dem, eller de kan sågar komme på besøg hos rådgiverne, som nogle af vores privatkunderådgivere har tilbudt i forbindelse med corona. Det er begivenhedsbestemt, om man ønsker at komme ned i banken eller tage et onlinemøde,” siger Martin Kudsk Rasmussen.

I Lokalbanken Danske Andelskassers Bank, som Spar Nord har forsøgt at overtage, har man også udvidet antallet af filialer i den senere tid. Blandt andet åbner man to nye filialer i og omkring København.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis