Det lød mere simpelt, end det var, da det daværende Skat i 2015 anmeldte en sag om svindel i milliardklassen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
Udenlandske svindlere havde med “forfalsket dokumentation” fået Skat til at udbetale refusioner af udbytteskat, der aldrig var betalt.
Virkeligheden er mere kompleks. Sanjay Shah og hans folk har over store stræk gjort deres hjemmearbejde. Det er ikke sådan, at man kan slå op i det danske værdipapirregister, hvem der er ejer af en aktie på et givent tidspunkt. En meget stor del af aktiehandlerne fører aldrig til ændringer her, da de blot er registreret hos en storbank et sted og handles mellem dens kunder.
Så kan man sige, at det er “forfalsket dokumentation” når Sanjay Shahs selskaber har udstedt beviser for, at kunderne handlede enorme aktieposter med hinanden? Det står ikke helt klart.
Sådan er der mange påstande, der isoleret set kan være rigtige. Men det betyder ikke, at Sanjay Shah nødvendigvis har en god sag.
Tilbage står nemlig, at Sanjay Shah selv siger, at modellen blev skabt til at udnytte et hul i skattelovgivningen. Han siger også klart, at der ikke var rigtige penge bag.
Så selv hvis hans model fulgte lovens bogstav – og det er stadig et stort hvis – lægger man i dansk ret vægt på de økonomiske realiteter. Selv hvis han fremviser den smukkeste papirkonstruktion, risikerer han, at anklageren brænder den ned med et simpelt spørgsmål: Hvad var det reelle forretningsmæssige formål?
I andre lignende sager har de enkelte deltagere i handlerne hævdet, at de ikke kunne se helheden; at de f.eks. kun forsøgte at udnytte en prisforskel i markedet, at tjene penge på at udlåne aktier eller lignende. Sanjay Shah prøver ikke engang at hævde, at han ikke vidste alt – for det gjorde han, og dermed vidste han også, at handlerne var rent skattedrevne med det ene formål at trække penge ud af statskassen.
