ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Her er Danmarks suverænt bedste erhvervsbank

Groft taget kan bankernes kunder inddeles i tre grupper: privatkunder, erhvervskunder og så de store virksomheder og institutionelle kunder, der først og fremmest er store pensionsselskaber og kapitalforvaltere.

Både i Nordens største bank, Nordea, og i Danmarks største bank, Danske Bank, udgør den sidste kundegruppe 19 pct. af de samlede indtægter, og har historisk været en meget lukrativ kundegruppe at betjene.

Mens Danske Bank har klare udfordringer med kundetilfredsheden blandt privatkunderne, især i Danmark, ser det anderledes lyst ud blandt de store virksomheds- og institutionelle kunder.

Faktisk er Danske Bank en suveræn vinder i 2019, når man ser på, hvem de store danske virksomheder og institutionelle kunder synes tilbyder de bedste produkter og tjenester.

Det viser en opgørelse lavet af analysefirmaet Kantar Sifo Prospera, som i årtier har spurgt kunderne hvilke af deres bankforbindelser og andre finansielle leveradører, der gør det bedst.

Samlet vinder af 19 undersøgelser

Opgørelsen er lavet på baggrund af 19 forskellige rundspørger, som Prospera har foretaget til mere end 800 kunder. Rundspørgernes fokus går fra det meget generelle, som hvem der driver den bedste "corporate bank", til hvem der er bedst til renteswaps, afvikling af aktiehandler eller analyse og handel med realkreditobligationer.
Lige som i 2018 ligger Danske Bank nummer et, men forspringet ned til Nordea, SEB, Jyske Bank og Nykredit på de næste pladser er blevet større.

"I forhold til Prospera er jeg især stolt over, at vi samlet set er gået frem i 2019 i forhold til 2018. Vi har altid haft et meget stort fokus på at være i dialog med kunderne og lytte intenst til hvad de fortæller os. Men det er ingen hemmelighed, at vi har haft et endnu større behov for at møde vores kunder på grund af bankens Estland-sag. Den har været meget ubehagelig, også for de enkelte medarbejdere, fordi det slet ikke er hvad banken står for. Så det har gjort ondt, men været helt nødvendigt både at fortælle hvad der er sket, og ikke mindst hvad banken har gjort for at rette op på problemerne,” siger chefen for Danske Bank Corporates & Institutions i Danmark, Bo Wetterstein. Han fortsætter:
”Jeg tror, vi får lidt anerkendelse for, at vi forsøger at gøre noget ved problemet, og siden har det også vist sig, at det ikke kun er os der har haft udfordringer. Men ud over at tale med kunderne om vores løsninger og produkter, så er vi forhåbentlig nu i banken også med til at løse problemerne, og ikke skabe dem.”

Kunderne vigtigere end Prospera-resultater

Samtidig understreger Bo Wetterstein også, at det ikke er et selvstændigt mål for Danske Bank at være nummer et hos Prospera.

”Prospera-undersøgelserne er et fint indspark og en god indikator, men for os handler det mere om, hvad vores kunder løbende fortæller os i dagligdagen. Og vi tror på at det for os handler om at levere en kombination af relationer, mennesker og de produkter, som vores kunder efterspørger,” siger Bo Wetterstein, og fortsætter:

”I det marked vi er i, er der ekstremt hård konkurrence hele tiden, så hvordan man kommer ud i en specifik undersøgelse handler også om dagsformen, og vores aktuelle set-up. Men overordnet set er der så mange undersøgelser spredt over hele 2019, at det samlede resultat nok ikke er helt forkert.”

Ifølge Prospera tager Danske Bank førstepladsen i 14 af de 19 områder der er undersøgt, og er nummer to i yderligere fire.

Nordea vil gå efter førstepladserne

Den nærmeste rival, Nordea, har en enkelt førsteplads, og 12 andenpladser. Førstepladsen går dog til den vigtige hovedkategori "bedst til corporate banking."

”Vi skal altid ligge forrest i feltet i forhold til vores kunders oplevelse af vores rådgivning og sparring. Vi hæfter os ved den førsteplads, som vi har hos de danske virksomheder, og vi motiveres af, at det i langt de fleste kategorier, er et spørgsmål om at vende en andenplads til en førsteplads ved at skabe endnu mere værdi for vores kunder,” lyder det fra chefen for Nordea Corporates & Institutions i Danmark, Peder Bach.

Ny på den samlede fjerdeplads er Jyske Bank, der er rykket forbi Nykredit, som for 2019 er henvist til femtepladsen.

"I Jyske Bank bruger vi mest Prospera-undersøgelserne som et indspark fra kunderne, men det klart vigtigste for os er, hvad vi hører direkte fra vores kunder, og om de laver flere eller færre forretninger med os,” siger Erik Gadeberg, chef for Jyske Banks kapitalmarkedsafdeling, til Børsen.

”Når det er sagt, så bekræfter Prospera-resultaterne, at vi er ved at være oppe i en anden liga, end vi har været tidligere. Og det tror jeg skyldes, at vi koncentrerer os om nogle udvalgte produkter, hvor vi ønsker at være blandt de absolut bedste,” fortsætter Erik Gadeberg.

Jyske Bank bedst til at obligations- og valutahandel

"Jyske Bank vinder kategorien for bedste afvikling og andre back-office funktioner i forhold til handel med obligationer, valuta og derivater, er tredjebedst til afvikling af aktiehandler, og tager også en tredjeplads i forhold til både valutahandel og handel med danske realkreditobligationer - hvor Silkeborg-banken i øvrigt henviser Danmarks klart største realkreditudsteder, Nykredit, til en fjerdeplads.
”Generelt ligger vi i markedsområdet over bankens naturlige markedsandel, der for banken samlet set er på omkring 8-10 pct., og vi har især fokus på handelsaktiviteterne, som blandt andet handel med aktier, obligationer, valuta og derivater. Så i forhold til vores forretning, så kommer vores samlede position i Propsera-undersøgelsen ikke så meget bag på mig. For vi har et ønske om at ligge i top fem på de områder og produkter, som vi fokuserer på,” siger Erik Gadeberg.

Danske Bank slår JPMorgan og Goldman Sachs

Da Prospera har undersøgt holdningerne hos danske bankkunder, er det også banker aktive i Danmark der dominerer toplisterne. Undtagelsen er dog hovedkategorien "Institutional Banking". Her tager JPMorgan andenpladsen og Goldman Sachs tredjepladsen, fulgt af SEB og Nordea. Men igen er det Danske Bank, der ligger i top.

"I modsætning til resten af Corporates & Institutions, så har vi på det institutionelle område et dedikeret kundeteam, der arbejder på tværs af Norden. Det skyldes, at vores institutionelle kunder nok er mere ens på tværs af landegrænserne end vores store erhvervskunder er. Og i forhold til de institutionelle kunder tror jeg også vi står godt på produktsiden, både på grund af bredden i vores tilbud, men også fordi vi har valgt at fokusere på områder, der ikke har direkte med handel at gøre, som eksempelvis afvikling, styring af kollateral og andre investor services,” siger Danske Banks Bo Wetterstein, der fortsætter:
”Vi er også stærke på blandt andet betalinger og cash management. Og efter den danske stat sidste år forlængede aftalen om at vi driver statens betalinger, så udfører vi nu statslige betalinger for Danmark, Sverige, Finland og Irland, og det er sikkert også noget, der er med til at give kunderne tiltro til, at vi har gode systemer og stærke kompetencer."

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis