ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Handel med flere EU-aktier forlader City of London efter brexit

Mere end 6 mia. euro forlod børsen i City of London på årets første handelsdag til fordel for andre børser i EU som følge af brexit.

Det skriver Financial Times.

Aktiehandel med selskaber som Santander, Deutsche Bank og Total er flyttet fra børsen i City of London til børser i EU-byer som Madrid, Frankfurt og Paris, viser data fra Refinitiv ifølge avisen.

Det svarer til en sjettedel af al forretning på børsen i City of London, der er blevet spredt til børser i EU.

- Det har været en ekstraordinær dag. At flytte likviditet er en af de sværeste ting at gøre. Det er ikke "big bang" - det er "bang og det er forsvundet". City har mistet sin forretning med europæiske aktier, siger Alasdair Haynes, der er topchef i Aquis Exchange, til Financial Times.

Tabet af handel på børsen i City betyder et fald i skatteindtægter for den britiske regering. Samtidig vil det i fremtiden være mere attraktivt at lade sig børsnotere i EU-lande for en mere glat overgang, vurderer Alasdair Haynes over for Financial Times.

Aquis Exchanges europæiske aktiehandel foretages nu "stort set udelukkende" fra børsen i Paris, mens konkurrenterne Cboe Europe foretager omkring 90 pct. af forretningen fra Amsterdam.

Børsen i City of London har i flere årtier fungeret som centrum for aktiehandel, men i forbindelse med brexit og Storbritanniens udtræden af EU, hvor en aftale om finansielle services er udeblevet, er handlen nu spredt til resten af EU.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis