ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Gjensidige klar til nye danske opkøb

Norske Gjensidige bruger i dag 2,5 mia. kr. på at købe Nykredit Forsikring. Men der er penge til mere på det danske marked.

Norges største forsikringsselskab har ambitioner om at nå en dansk markedsandel på 10 pct. Og den består, forsikrer koncernchef Helge Leiro Baastad overfor borsen.dk.

"Det er klart, at vi ønsker at vokse yderligere. Nu får vi en platform, der gør det muligt at vokse yderligere. Gennem denne aftale kan vi opnå en bedre organisk vækst end markedet. Og vi har også kapacitet til at foretage nye opkøb i Danmark," siger han og tilføjer:

"Vi har brugt meget tid på at analysere det danske marked. Vi vil være meget til stede fremover."

Integration i fokus

Gjensidiges danske markedsandel vokser fra 3 til 6 pct. ved købet af Nykredit Forsikring. Tidligere har Gjensidige købt Kommuneforsikring og Fair Forsikring. Skulle Gjensidige nå de 10 pct. ved opkøb alene kræver det altså en ny overtagelse på niveau med Nykredit Forsikring.

Helge Leiro Baastad pointerer dog, at fokus nu er på at samle integrationen af Gjensidiges danske organisation og Nykredit Forsikrings.

"Der er en række synergier mellem Gjensidige i Norge, i Danmark og Nykredit. Vi vil nu igangsætte integrationsarbejdet for at få en ny struktur i Danmark," siger han til borsen.dk.

Fyringer

Som eksempler på områder med synergier nævner han blandt andet reassurance og koncernfunktioner.

"Men Gjensidige har ikke en særligt stor organisation i Danmark, derfor vil vores opkøb været meget venligt for den danske organisation (af Nykredit Forsikring, red.). Endnu er det ikke konkretiseret, men det vil vi tage fat på med det samme," siger Helge Leiro Baastad.

Fyringer kan dog alligevel komme på tale.

"Vi har udpeget konkrete synergi-områder, og det betyder, at der kan blive en ændret totalopsætning af medarbejdere. Så jeg kan ikke udelukke fyringer," siger Gjensidiges koncernchef.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis