Efter 30 år i Sydbank siger Karen Frøsig nu stop. Om halvanden måned giver hun roret videre til sin efterfølger. Hun har planlagt sin afskedsreception, og hun har præsenteret sit sidste regnskab for banken.
Nu har hun fundet sig til rette på smørrebrødsrestauranten Told og Snaps i Nyhavn i hjertet af København. Hun bestiller et stykke med rødspættefilet og et med lun leverpostej. Det er Børsens sidste nadver med Frøsig som Sydbank-direktør, og nu vil hun for første gang svare pressen på, hvad der skal ske i fremtiden.