Fra rockstjerne til finansmand og retur igen

Man har brug for store armbevægelser, hvis man skal tegne Brian Burrs karriereudvikling. Men som han sidder der stilfærdigt i sofaen i Frederiksberg-villaen, er det dog mere hans ord, der vil frem i verden. Den medfødte newyorker-aggressivitet sætter tydelige sproglige fodaftryk selv efter 50 år i Danmark.

“I fucking loved Denmark,” udbryder han, men tilføjer dog, at den danskprøve, han skulle bestå for at få adgang til universitetet og SU ind på kontoen, ikke ligefrem var “a walk in the park.”

“Jeg tænkte, arh slap af. Den klarer jeg let. Men da jeg hørte det her sprog, var det som at høre sæler snakke,” griner Brian Burr, mens han galper som en søløve og hopper frem og tilbage mellem engelsk og dansk, alt efter hvad der giver mest mening.

“

Jeg er jo det, man i “X-Factor” kalder for +25-kategorien, så det er nu, jeg skal gøre det –medmindre jeg vil vente, til jeg bruger rollator

Brian Burr, musiker og finansmand

Vi skal tilbage til København anno 1970 – året efter pornoen blev frigivet, gør den unge amerikaner sin entre på musikscenen.

“Jeg sad og prøvede en guitar i en musikbutik. Jeg husker det tydeligt. Det var en Martin D9, og den kostede 3500 kr. dengang. En skøn håndlavet akustisk guitar. Pludselig kommer den her fyr hen til mig og siger: Hvad laver du i weekenden? Du er god, og jeg har brug for en sanger. Da jeg protesterede, svarede han, at jeg bare skulle synge, hvad jeg havde lyst til. De spillede alligevel så højt. Sådan startede det.”

Kort efter blev det mere seriøst, og bandet Sensory System blev dannet.

“Vi havde ambitioner. Vi var ikke fantastiske, men vi havde stort potentiale.”

Samme potentiale er også noget af det, som bandets trommeslager, René Wulff, fremhæver, når han bliver bedt om at fremkalde sin indre Sensory System-film.

“Der er mange, der stadigvæk siger til mig, at vi var noget særligt. Og Brian var en stor medvirkende årsag til, at vi havde så meget tur i den. Han var en fantastisk showmand, der virkelig kom ud over scenekanten. Og så synger han også bare super godt,” siger René Wulff, der efter Sensory System spillede sammen med C.V. Jørgensen.

Spørger man Brian Burr, om de unge musikere med det store potentiale var rockstjerner, trækker han på det.

“Vi var i hvert fald på vej til at blive det. Vi var på tour med kendte navne som Nazareth, Slade, Steve Miller og Redbone. Vi havde vores egne fans, og jeg blev genkendt på gaden,” siger Brian Burr og fortæller, at et af højdepunkterne var bandets koncert på den tredje Roskilde Festival i 1973.

Dermed er der sat flueben ud for en tredjedel af treenigheden sex, drugs and rock’n’roll i Brian Burrs historie. De to andre elementer kommer her.

“Dengang var USA puritansk. Da jeg var ung, gik det ud på at fortælle piger, at man absolut ikke ville have sex med dem. Næ nej, jeg ville kun være venner, og det var deres personlighed, jeg var interesseret i. Men alt, hvad jeg havde lyst til, var at gå i seng med dem. Selvfølgelig. Det er jo det eneste, man tænker på som teenager,” griner han og spærrer så øjnene op, som for at illustrere den ungdommelige reaktion på det frisindede Danmark, han var dumpet ned i.

“Det var helt nyt for mig, at piger kunne være frie og tale åbent om lyst i stedet for at camouflere dem. Jeg var chokeret,” siger han og skifter spor til den tredje og sidste komponent i rockstjernernes foretrukne cocktail.

“Lsd, psilocybin, meskalin. Jeg prøvede alle de psykedeliske stoffer. Jeg sad engang i timevis på en bjergtop med bier og myg, der ikke stak mig – en helt fantastisk oplevelse. Men kun én gang. Jeg prøvede alt én gang. Mere havde jeg ikke brug for.”

“

Han var en fantastisk showmand, der virkelig kom ud over scenekanten. Og så synger han også bare super godt

René Wulff, musiker

Godt nok fik Sensory System og Brian Burr ikkemasser af succes, som Kim Larsen sang. Men de oplevede til gengælddet, der hører til.Efter fire uger på tour har magien det med at blegne.

“Der er koncert aften efter aften efter aften. Der er skænderier i bandet. Der er hårdt,” sukker han og bakkes op af René Wulff, der peger på, at han og Brian Burr svinger godt sammen musikalsk, men “vores personlige forhold var meget problematisk.”

“Lad mig fortælle dig noget. Dem, der bliver virkelig gode, har været igennem 15 års smerte og lidelse. Og kun en ud af 10.000 klarer den,” siger Brian Burr og udpeger øjeblikket, da hans karriere som rockstjerne in spe sluttede.

“Da touren var forbi, og jeg kom hjem til min datter på 18 måneder, vendte hun sig om og løb ind til sin mor, da hun så mig. Hun kunne ikke genkende mig. Den aften blev jegstoned as hellog var oppe det meste af natten. Jeg lyttede til Elton John, Led Zeppelin og alle de fantastiske bands, der var dengang, og jeg spurgte mig selv: Er jeg så god? Dagen efter ringede jeg til min mor. Hun stillede mig to spørgsmål: Kan du leve af det? Og er du klar til at miste din familie? Til sidst sagde hun: Søn, du har gjort det. Du har bevist det. Nu er det tid til at stoppe og blive voksen.”

Og du lyttede?

“Ja.”

Efter to album var det forbi, og en broget civil karriere tog sin begyndelse. Ifølge Brian Burr talte titlerne blandt andet musikbutikbestyrer, pladeselskabsmand, importør af indiske diamanter, iværksætter og udvikler af handicapvenlig betaling på tankstationer og direktør for Combi-camp.

“Efter børskrakket i 1987 begyndte jeg så at markedsføre og sælge danske statsobligationer til London, New York. Senere åbnede jeg mit eget fondsbørsmæglerselskab. Jeg er en nysgerrig fyr, og der er noget at lære alle steder, og finans er super spændende. Finans er samfundets puls,” siger han og tilføjer, at han har mønstret samme energi og passion for arbejdet, som da han stod på en scene, selvom publikum er noget mere lyseblåt, og munderingen med slips og det hele er noget anderledes end dengang i 70’erne.

At Brian Burr fik succes som finansmand, overrasker langtfra René Wulff. Allerede i tiden med Sensory System havde den unge amerikaner talent for organisering og forretning.

“Der var mange gode musikere, men de fleste var dårlige forretningsmænd. Men det var én af de ting, vi var gode til – især Brian. Der er ingen tvivl om, at jeg sugede til mig og lærte meget af ham på det punkt. Musikken skal selvfølgelig være i orden, men det er også en vare, der skal sælges og skydes afsted over disken,” fortæller René Wulff og husker blandt andet, hvordan Brian Burr fik Sensory System mast ind i programmet på den allerførste Roskilde Festival i 1971.

Men selvom Brian Burr lagde musikken på hylden dengang for mange år siden, så har han aldrig sluppet den helt.

“Jeg er i årenes løb gået i studiet hvert tiende år sammen med nogle stykker og spillet – bare for at se om jeg stadigvæk kunne,” siger han og fortæller, at han “altid har skrevet små tekster og melodistumper ned,” hvor end han var.

Og med flere biler i garagen, villa på indre Frederiksberg og børn, der for længst er flyttet hjemmefra, begyndte der efterhånden at vokse et “hvorfor ikke” frem i ham. Derfor skruede han for halvandet år siden ned for opgaverne og forsøgte at genvinde tidligere tiders musikalske form.

“Det er hårdt arbejde både mentalt og fysisk at forsøge at blive så god, som jeg var. Da jeg var klar, tog jeg et nummer, der var meget vanskeligt at synge, for hvis jeg kunne klare det her nummer, så kunne jeg klare alt. Nu er jeg der, hvor jeg kan stille mig op til mikrofonen og levere varen efter tre forsøg. Det er ekstremt tilfredsstillende,” siger han.

Samtidig er han også klar over, at han ikke har alverdens tid tilbage. Noget, Brian Burr bemærker, mens han endnu engang slår over i dansk.

“Jeg er jo det, man i “X-Factor” kalder for +25-kategorien, så det er nu, jeg skal gøre det – medmindre jeg vil vente, til jeg bruger rollator,” klukker han og læner sig tilbage i den beige lædersofa.

“Jeg har aldrig fortrudt, at jeg stoppede med at være musiker. Men jeg spørger da mig selv, hvorfor det skulle tage over 40 år at komme tilbage,” siger Brian Burr.