ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

"Forskellen på weekend og hverdag var at vi mødte kl 9 i stedet for 8"

PORTRÆT - I en alder af blot 36 år har Jacob Aarup-Andersen taget kontrollen over en af landets aller største pengetanke. Han startede 1. maj som finansdirektør i pensionskæmpen Danica og har dermed ansvaret for at forvalte kundernes opsparing på i alt 330 mia. kr.

Finanskometens lynkarriere hænger tæt sammen med hans fortid i verdens største investeringsbank, Goldman Sachs, hvor arbejdslivet startede i 2002.

”Det var og er den hårde skole, men det er også den mest fantastiske skole, hvis du spørger mig. Man arbejder ekstreme timer, men man får også rigtig meget ansvar. Man bliver en del af super spændende processer og arbejder sammen med meget intelligente mennesker, som man virkelig kan lære af,” siger Jacob Aarup-Andersen om den første tid i Goldman Sachs i London, hvor han startede direkte efter cand.polit-studiet.

”Vi arbejde mellem 80-100 timer nogle uger. Eneste forskel på weekend og hverdag dengang var, at man kom på arbejde kl. 9 eller 10, i stedet for kl. 8 som på en hverdag. Man arbejdede hele tiden. Det kræver virkelig, at man brænder for det,” fortæller Danicas unge direktør.

Efter to år hos den amerikanske investeringsbank var Jacob Aarup-Andersen en af to analytikere – ud af ca. 200 – der blev forfremmet til seniorrådgiver, før systemet ellers tillod det.

”Jeg var så heldig, at der var nogen, der synes, at jeg havde gjort det godt. Så der fik jeg en del folk under mig,” lyder det fra Jacob Aarup-Andersen, der på daværende tidspunkt var 27 år.

Det hurtige avancement i Goldman Sachs åbner gyldne døre i Londons finansverden. Det oplevede danskeren i 2005, hvor en tidligere Goldman-partner rekrutterede ham til hedgefonden Highbridge Capital.

”Han valgte store talenter med Goldman-baggrund. Det var sådan, han valgte folk. Det var lige meget, om de havde prøvet det, som han skulle bruge dem til. Så længe han vidste, at de var intelligente og kunne levere varen i Goldman, så var de gode nok til det, som han skulle bruge dem til,” fortæller Jacob Aarup-Andersen.

Det var igen Goldman-netværket, der drev finanskometen videre til nye udfordringer i 2006, hvor han sammen to tidligere Goldman-folk plus en person fra amerikanske Citadel grundlagde kapitalfonden Montrica.

”Vi blev den næststørste hedgefondlancering det år i Europa. Vi havde rigtig meget medvind og rejste tre mia. dollars på et år,” husker Jacob Aarup-Andersen.

Kvartetten solgte hedgefonden i 2010, men danskeren fortsatte i en ledende stilling frem til 2012, hvor turen gik tilbage til Danmark og Danske Capital. Jacob Aarup-Andersen har tre drenge med gymnasiekæresten Stine og den ældste skulle i dansk skole.

De ti år i London nåede at blive indbringende for Danicas nytiltrådte finansdirektør. Han købte et hus i Charlottenlund for 21 mio. kr., hvilket ifølge Boliga var det næstdyreste hus, der blev solgt herhjemme i 2012.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis