Danmarks større forsikringsselskabers kamp om unge potentielle kunder er de seneste par år blevet intensiveret, siden en ny spiller med skræddersyede forsikringspakker, unge rådgivere og emojis på hjemmesiden er kommet til verden.
Den nye rival hedder Undo og har unge som primærkunder. Den har på sine godt to år på markedet efterladt skeptiske blikke hos deres konkurrent.
kunder har Undo i dag
“Vi tror på den solide og fornuftige grunddækning,” fastslår produktudviklingsdirektør for Topdanmark Jens Røpke.
Grunddækningen, han henviser til, er en færdiglavet forsikringspakke til unge, som Topdanmark har sat sammen for dem. Den indeholder bl.a. tyveriforsikring, brandforsikring og ansvarsforsikring. Jens Røpke siger, at godt 25.000 har købt deres produkt.
Taktikken er derimod en anden hos Undo, der har lavet en app, der fungerer som en bland-selv-butik med forsikringer.
“Man skal aldrig hvile på laurbærrene, så vi holder selvfølgelig øje
Mads Foged, privatkundedirektør for Codan
Brugeren vælger selv, hvad deres indboforsikring f.eks. skal bestå af, om computeren skal dækkes, hvorvidt en tyveriforsikring er nødvendig, og om en brandforsikring skal være en del af pakken. Undo har på nuværende tidspunkt 17.800 kunder og håber at have 50.000 om et par år.
“Forsikring er super vigtigt, men det er en lidt støvet branche, som godt kunne bruge nye øjne,” siger Sophie Bohr Grønbæk, adm. direktør og medstifter af Undo. Hun fortsætter:
“Store forsikringsselskaber vil jo gerne sælge til alle, men det betyder også bare, at deres forside altid bliver det gode gamle billede af en familie, der sidder og holder om hinanden foran en pejs, og det talte bare ikke til mig som 22-årig.”
Jens Røpke er ikke overbevist om, at Undo har fat i den lange ende.
“Idéen om, at alt skal deles op i bittesmå moduler, som du selv som ung skal overskue at vælge imellem, er jeg lidt loren ved. Prøv at spørge de unge, hvor meget de ved om deldækninger i en indboforsikring. Hvordan skal en ung kunne forholde sig til det?” siger han.
LB Forsikring og Codan har tilmed en færdiglavet forsikringspakke til deres unge kunder.
“Vi ser jo en fordel i, at du undgår at skulle tage stilling til så meget. Vi vælger at påtage os ansvaret for at sammensætte den pakke, vi mener er den rigtige,” siger Mads Foged, privatkundedirektør for Codan.
Trods skepsissen mener nogle, at Undo fortjener beundrende blikke på dele af deres forretningsmetoder.
“Vi ser Undo som en konkurrent på måden, de kommunikerer med de unge. Der er forskel på, hvilke kommunikationsbehov man har, hvis man er 70 og bor i Hirtshals eller 25 og bor på Østerbro,” siger Steen Holse Andersen, vicedirektør i LB Forsikring, der på nuværende tidspunkt har ca. 30.000 medlemmer, der er studerende.
“Når man skriver til vores rådgivere, er de selv 23, i øjenhøjde med kunderne og skriver med emojis,” siger Sophie Bohr Grønbæk om Undos kommunikation.
Mads Foged fra Codan holder også øje med konkurrenten.
“Man skal aldrig hvile på laurbærrene, så vi holder selvfølgelig øje med, hvad de laver. Vi kan jo se, at der er et marked for det, men vi ændrer ikke noget lige nu. Men det kan sagtens være, det kommer på længere sigt,” siger han.
Undo vil nu lave en bilforsikring, hvor appen i nogle uger tester kundens køreevner og prissætter forsikringen derefter.