Den langsigtede plan for Codan er klar. Enten skal det danske forsikringsselskab sælges videre, eller også skal det børsnoteres.
Sådan lyder den kontante udmelding fra formanden for Tryghedsgruppen, Ida Sofie Jensen, til Børsen Pro Finans.
“Det strategiske sigte for Trygs ejerskab af Codan Danmark er enten at sælge til en god køber eller børsnotere det som et selvstændigt selskab,” siger Ida Sofie Jensen oven på meldingen om, at Tryg vil købe Codan-ejeren RSA sammen med det canadiske forsikringsselskab Intact Financial.¨
Trygs adm. direktør, Morten Hübbe, bekræfter på en analytikerkonference, at Intact vil lede efter en køber til Codan i Danmark.
"Så potentielt er 100 pct. til salg. Det kræver dog, at der tilbydes en attraktiv pris fra en seriøs køber - eller flere seriøse købere," sier han.
Tryghedsgruppen er den suverænt største Tryg-aktionær med en ejerandel på 60 pct. Når købet som forventet bliver gennemført, vil Tryghedsgruppens ejerandel skrumpe til 45 pct. Det er dog ambitionen, at den medlemskontrollerede Tryghedsgruppen løbende skal købe Tryg-aktier, så man igen kommer til at sidde på aktiemajoriteten.
Efter købet af Alka Forsikring har Tryg en markedsandel på ca. 22,5 pct. af det danske forsikringsmarked, mens Codan har en markedsandel på ca. 9,7 pct. Til sammenligning har Danmarks næststørste forsikringsselskab, Topdanmark, en markedsandel på ca. 16 pct.
Tryg oplyste i morges, at planen i første omgang er, at Tryg vil eje halvdelen af Codan, mens Intact Financial vil eje den anden halvdel og have driftsansvaret for Codans aktiviteter.
I en pressemeddelelse i morges fortalte Tryg, at man alene har haft fokus på at overtage RSA's aktiviteter i Norge og Sverige, herunder Sveriges tredjestørste forsikringsselskab, Trygg Hansa, og ikke altså på Codan.
“Vi har umiddelbart vurderet, at en overtagelse af det danske selskab ville kunne tilføre uønskede komplikationer til transaktionen, som vi ikke har været interesseret i at afsøge,” udtaler Trygs adm. direktør, Morten Hübbe, i pressemeddelelsen.