ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Formand er dybt overrasket over fjendtligt banktilbud

Spar Nord har ageret fjendtligt over for Nørresundby Bank ved at afgive gårsdagens bud på banken uden at have en intern aftale. Det mener bestyrelsesformanden ved Nordjyske Bank, Hans Jørgen Kaptain. 

"Jeg er meget overrasket. Jeg troede, at buddet var affødt af, at man havde haft en intern forhandling mellem de to banker. Jeg vidste jo, at de havde haft samtaler. Men jeg kan så forstå nu, at det har været et fjendtligt tilbud. Altså et tilbud hvor der ikke har været nogen intern forståelse. Det er jeg meget overrasket over, det har jeg ikke set i snart 17 år, hvor Sydbank gjorde noget lignende med Egnsbank Fyn," siger Hans Jørgen Kaptain. 

"Spar Nord har en større pengepung"

Nordjyske Bank har i en længere periode været i forhandlinger med Nørresundby Bank om en fusion, der d. 1. januar 2015 skulle ende ud i Nordbank A/S. Den fusion er imidlertid bremset, fordi at Spar Nord, der har aktiemajoriteten i Nørresundby Bank med 55 pct af aktierne, ikke synes godt om planen. 

"Fusionen har aldrig været vores livret," sagde adm. direktør for Spar Nord, Lasse Nyby i går i et interview med Børsen. 

Det har nu medført, at Spar Nord i går eftermiddags afgav et bud på de resterende 45 pct af aktierne i Nørresundby Bank. Uafhængigt af om bestyrelsen i Nørresundby vurderer, om tilbuddet er fornuftigt eller ej, så hænger fusionen med Nordjyske i disse dage i en særdeles tynd tråd. 

"Vi er da helt sikkert irriterede over hele forløbet omkring fusionen. Desværre blev vi nødt til at melde fusionen ud offentligt før tid på grund af det her tyveri af centrale dokumenter. Men vi må bare acceptere, at Spar Nord har en større pengepung. Det er et godt tilbud, som de har givet Nørresundby Bank," siger bestyrelsesformanden.

Hans Jørgen Kaptain vil dog ikke lægge skjul på, at han er ærgerlig over Spar Nords beslutning.  

"Det havde hele tiden været meningen, at Spar Nord skulle have aktiemajoriteten i Nordbank A/S. Så vi havde jo helst set, at vi kunne have lavet et samarbejde alle sammen. Men det er Spar Nord, der har magten i den her sag," siger han. 

Bankdirektør: Chancerne er ikke helt så store

Claus Andersen, bankdirektør ved Nordjyske Bank, deler Hans Jørgen Kaptains ærgelse over fusionens forløb. Han nævner også den tidlige offentliggørelse af Nordbank A/S som et væsentligt element. Han mener, at chancerne for en fusion er små. 

"Vi må jo nok indrømme, at chancerne er nok ikke helt stå store, som de var for en måned siden. Det er en god pris for aktionærerne, som Spar Nord har tilbudt. Den er svær at matche." 

Så fusionen er helt død?

"Det vil jeg selvfølgelig ikke sige. Vi skal først høre, hvad Nørresundby Bank beslutter. Man skal jo tro på det til det sidste," siger Claus Andersen. 

      

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis