ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Finansekspert: Lær af USA – kickstart dansk økonomi med værdikuponer

Finansekspert og seniorrådgiver på Aalborg Universitet Lars Krull mener, man kan lade sig inspirere af USA ved at udstede eksempelvis værdikuponer for at kickstarte Danmark økonomisk. Arkivfoto: Linda Kastrup/ Ritzau Scanpix
Finansekspert og seniorrådgiver på Aalborg Universitet Lars Krull mener, man kan lade sig inspirere af USA ved at udstede eksempelvis værdikuponer for at kickstarte Danmark økonomisk. Arkivfoto: Linda Kastrup/ Ritzau Scanpix

I takt med at Danmark trinvist åbnes, bliver der brug for stimulanser til at sætte gang i dansk økonomi. En af disse – meget målrettede – stimulanser kunne være uddeling af værdikuponer til trængende danskere, med det formål at de straks omsættes til øget forbrug.

Det mener seniorrådgiver og finansekspert Lars Krull fra Aalborg Universitet.

Inspirationen kommer fra USA, hvor der er en lang tradition for at uddele såkaldtefood stampseller madkuponer, om man vil. De amerikanske myndigheder har dog denne gang valgt at sende checks ud til borgerne.

“Vil vi give folk helikopterpenge, er vi nødt til at gøre som i USA, hvor befolkningen får madkuponer,” siger Lars Krull og fortsætter:

“Hvis man i Danmark bare indsætter dem på folks nem-konto, så risikerer man, at mange fornuftige mennesker sætter dem ind på deres konto, som det skete i stor stil efter finanskrisen. Der må ikke ske det, at der sendes 10 mia. kr. ud til forbrug, og at de 6 mia. kr. ender i banken.”

Værdikupon fungerer hurtigere end skattelettelse

Fra flere sider lyder det, at en værdikupon er bedre end eksempelvis en skattelettelse. Man er nødt til at bruge den med det samme, og man behøver ikke at være specielt rationelt tænkende. En skattelettelse eller en fjernet afgift får først effekt langt senere.

I USA uddeler man midler op til og med mellemindkomstgrupperne. Lars Krull understreger, at værdikuponerne skal være sådant skruet sammen, at incitamentet for at anvende dem hurtigt er til stede.

100

mia. kr. mener flere i Børsens økonompanel skal i brug for at skyde dansk økonomi i gang

Det skal være kuponer med ens navn på, som man selv kan indløse. Samtidigt skal værdikuponen være af en vis størrelse, men ikke større, end at man også er nødt til at bruge af egne penge, så det giver dynamiske effekter.

“Hvis restauranterne vil foran i køen i forhold til at indkassere madkuponer, så kan man få for 130 kr., selvom der kun står 100 kr. på kuponen. Det skaber samtidigt konkurrence,” foreslår finanseksperten fra Aalborg.

Vigtigt med udløbsdato

Samtidigt skal kuponerne have en udløbsdato, så de kan blive ugyldige, hvilket er et incitament for, at de kommer i brug hurtigt.

Han er for en politik, hvor det private forbrug støttes, men midlerne skal være målrettede og sætte gang i en rigtig efterspørgsel.

“Selv Børsen vil synes det er en god idé. Er der en der vil betale sit abonnement med en kupon, så lad ham gøre det,” mener Lars Krull.

Privat sektor ramt hårdest

Under denne krise er det stort set kun private job, der er ramt. Krisen har vist os, hvor sårbar den private sektor er, men også hvor jobrobust den offentlige sektor er. Siden statsminister Mette Frederiksen (S) satte Danmark på pause den 11. marts, har det stort set kun kostet private arbejdspladser.

“En løsning med værdikuponer bør tage hensyn til, at det er folk fra den private sektor, der er mest udsatte,” understreger Lars Krull.

Han revser politikerne for indsatsen på området for større privat efterspørgsel efter finanskrisen.

“Politikere fikser problemer. Efter finanskrisen fiksede de bankerne, men de fik aldrig skabt en efterspørgsel, så man fik folk til at turde at bruge penge,” fortæller Lars Krull.

Nye penge?

Fire cheføkonomer fra fagbevægelsen kom i sidste uge på Finans.dk med en god håndfuld forslag til, hvordan man kickstarter dansk økonomi. Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, fortæller, at mange af forslagene fra fagbevægelsen i stor stil er penge, der allerede er folks egne eller skal bruges alligevel.

“Det nye ved forslaget er, at det er ekstra penge op af lommen,” siger Lars Andersen og mener, det kan svare til, at man eksempelvis forhøjede satsen til mennesker, der bliver arbejdsløse.

“Men man ved ikke, om en sådan værdikupon fortrænger noget af det, som folk alligevel ville have købt,” advarer Lars Andersen.

Folk i de laveste indtægtsgrupper kan have stor gevinst ved en værdikupon, mens dem med højere indkomster også vil bruge kuponen, men til gengæld spare en del af de penge op, som de havde tænkt sig at bruge.

Det nye ved forslaget er, at det er ekstra penge op af lommen

Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Men pengene på kuponen er målrettet et forbrug?

“Ja selve de penge, men hvad ville folk have gjort alligevel?” spørger han om idéen.

“Hvis man skal tænke i den retning, så skal det være, fordi man vil tilgodese nogle dele af efterspørgslen,” siger Lars Andersen om at hjælpe nødlidende hoteller eller andre dele af servicesektoren.

Boligjobordningen er et eksempel på indirekte støtte til håndværkere og andre, som private kan trække fra i skat. Det svarer i store træk til, at man slipper for at betale moms som privatperson.

“Her kunne man godt oprette gavekort eller en værdikupon mod sektorer, der er virkeligt hårdt ramt,” lyder rådet fra Lars Andersen.

Overvismanden er åben

Overvismand Carl-Johan Dalgaard har tidligere været ude med tanker om at målrette kuponer eller penge til de svagest stillede grupper.

“Derfor giver det rigtig god mening så hurtigt som muligt at kanalisere flere penge ud til de borgere, der har en stor tilbøjelighed til at forbruge, og det er typisk de unge, de ældre og de lavtlønnede,” fortalte overvismanden tidligere til Politiken og blev bakket op af flere førende økonomer.

Dansk økonomi står i en gravalvorlig situation.

“En dyb recession i Danmark sker i øjeblikket, og nu handler det om at afbøde for dybden og gøre genopretningen så hurtig som mulig efterfølgende. Vi forventer en dyb men korterevarende recession, men risikoen for en langvarig recession er så absolut til stede,” skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, onsdag morgen.

Børsens økonompanel var onsdag ude med rådet til regeringen om en massiv vækstpakke til dansk økonomi, der gerne må nærme sig 100 mia. kr. og gerne må komme meget hurtigt, i takt med at regeringen åbner Danmark, så folk rent faktisk kan bruge de midler, der måtte komme.

Regeringen afviser ikke forslaget fra Lars Krull.

“Man er nødt til at være opmærksom på de faser, der er i denne her krise. Vi er nu i fase 1, hvor fokus er at holde hånden under økonomien med vores hjælpepakker,” siger finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S)

“På et tidspunkt kommer vi over i fase 2, og dér når vi et tidspunkt, hvor vi skal drøfte, hvordan man stimulerer efterspørgslen og laver en genopretningspakke. Vi er ikke i fase 2 endnu, og man risikerer at spilde en masse skatteyderpenge, hvis man laver stimulanser til efterspørgslen i fase 1, hvor markedet ikke er åbnet tilstrækkeligt,” siger Christian Rabjerg Madsen, der ikke vil afvise nogle forslag.

“Vi noterer os de forslag, der er.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis