ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Faktura Børs: Amerikanske finansieringsvaner på vej

Opdateret kl. 17.54 - IUSA finansieres op mod 80 pct. af erhvervslivet uden om bankerne, og de tilstande er Danmark også på vej mod, siger Juri Cetti. Han er partner i og medstifter af den første danske fakturabørs, Dansk Faktura Børs.

Her tilbydes virksomheder netop en alternativ form for finansiering.

"Fakta er, at bankerne har haft monopol på finansiering i Danmark. Det er jo stadig 80 pct af al finansiering til virksomheder, der kører gennem banker. I USA er det 20 pct. Og det er jo derfor, jeg har oprettet den her virksomhed - fordi jeg tror, vi går mod amerikanske tilstande," siger han til Børsen.

"Jeg tror, fremtidsmulighederne er fantastiske, bare kig på Sverige. Det boomer," fortsætter han.

Skyldnere er bundet kapital

"Små og mellemstore virksomheder har ikke altid den bedste kreditværdighed, men det kan deres kunder have," siger Juri Cetti om det eksempel på finansiering uden om banker, han selv er repræsentant for - nemlig debitorbaseret finansiering.

Peter Muus Mogensen, salgsdirektør i det danske factoringselskab Coface Finans, forklarer videre:

"Debitorerne er et væsentligt og vigtigt aktiv, der kan bringes i spil for at frigøre likviditet til virksomhedens driftsfinansiering."

Reelt har virksomhederne kapital, kapitalen er bare bundet i debitorerne.

Derfor kan investorer være villige til at udbetale kontanter til virksomheden med sikkerhed i virksomhedens debitorer. Konkret sker det ved, at investoren køber fakturaer af virksomheden. Og det er det grundlæggende præmis for både Dansk Faktura Børs, samt alle landets factoringselskaber.

Samtidig kan konceptet hjælpe virksomheder, som kæmper med storkunders lange betalingsfrister.

Læs også:Undgå kreditklemme - sælg din faktura

Kapital direkte fra investorer til virksomheder

Juri Cetti tror, konceptet har en solid fremtid i Danmark. Det baserer han til dels på det faktum, at virksomheder længe har haft et problem med fakturaers lange betalingsfrister. Og til dels på, at han tror, der er et behov for kanaler, hvorigennem investorer kan få lov at investere mere direkte i virksomhederne.

"Vi kan jo se, at f.eks. pensionskasserne er ved at blive de nye banker. De går ud, og investerer i infrastruktur og vindmøller og alle de her ting, fordi de skal jo have en forrentning af deres penge.
Og her tilbyder jeg jo så bare at lave infrastrukturen, så de kan sætte penge direkte i virksomheder," siger Juri Cetti.

Udviklingen er længere fremme i Sverige, England og USA. I Sverige købes der i alt for 40 mia. kr. fakturaer om året, ifølge Juri Cetti. oven i det skal så lægges værdien af de fakturaer, svenske factoringselskaber tager sig af.

Bankerne udfordres også på udlån

Det er ikke kun gennem handel med fakturaer, at trangen til mere direkte kontakt mellem virksomheder og investorer viser sig i England og USA. Her kan man også opnå pengelån uden at gå i banken.

Funding Circle og ZOPA er eksempler på engelske platforme, hvor private mennesker kan udlåne deres penge til andre private mennesker. Renten bliver debitor og långiver selv enige om.

"Det, jeg laver, det er jo også denne her forretningsmodel. Jeg tror meget på det her med at lave platforme, auktionspladser og markedspladser på nettet. Det er virkelig noget, der vinder frem," siger Juri Cetti.

Supplement til banker

Hverken Juri Cetti eller Peter Muus Mogensen tror, at danske virksomheder i fremtiden vil klare sig helt uden banker. Især mener Peter Muus Mogensen, at bankerne også i fremtiden vil være primære leverandører af finansiering.

Men behovet for at have et vist niveau af likviditetsberedskab, at være sikker på at have adgang til penge, når behovet opstår, kan alternative finansieringsmuligheder hjælpe med at opfylde.

"Det er svært, i nogle tilfælde nærmest umuligt, at skaffe likviditet til almindelig driftfinansiering. Et likviditetsberedskab er i dag vigtigere en nogensinde for en virksomheds eksistensgrundlag," siger Peter Muus Mogensen.

"Jeg tror og fornemmer, at der er en ændring undervejs således, at virksomhederne i dag søger alternativer/supplement til traditionel bankfinansiering. Simpelt hen for at sikre et løbende likviditetsberedskab," konkluderer han.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis