ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Eurowind har budt på kriseramt firmas solcelleparker

Et større energiselskab har tidligere i år givet tilbud om at overtage forvaltningen af flere af Obtons solcelleparker

Eurowind har givet tilbud på at forvalte solcelleparker på i alt 1197 MWp, det svarer til strøm til mindst 450.000 europæiske husstande.
Eurowind har givet tilbud på at forvalte solcelleparker på i alt 1197 MWp, det svarer til strøm til mindst 450.000 europæiske husstande. Arkivfoto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Det har været særdeles vanskeligt at finde aktører, der vil overtage driften af fondene i Obton-koncernen, og derfor er investorernes eneste vej frem nu at acceptere at lade sig indgå i et nyt energiselskab. Sådan har fortællingen været til investorer i det kriseramte solcellefirma Obton. 

Men der er faktisk en anden mulighed, viser det sig nu. For det danske energiselskabet Eurowind gav i slutningen af marts tilbud om at forvalte flere af Obtons solcelleparker. 

Det bekræfter Eurowind over for Børsen. 

“Vi blev spurgt af investorer, om vi ville komme med et tilbud på at forvalte en del af solcelleparkerne, og det er vi kommet med ud fra de oplysninger, vi har kunnet få fra Obton,” siger Joachim Steenstrup, kommunikationsdirektør i Eurowind.

Det har dog været svært at komme med så skarpt og præcist et tilbud, som man ellers kunne ønske, forklarer han.

Finans
Ekspert: Kassen er tom i kriseramt solcellefirma
GRAFISK ILLUSTRATION

“Vi har dog ikke kunnet få de nødvendige oplysninger om solcelleparkerne, og derfor har vi været nødt til at lægge en masse forbehold ind i tilbuddet. Det har resulteret i et meget dyrt tilbud, da der ikke er transparens om, hvad vi egentlig byder på,” siger Joachim Steenstrup. 

Det aarhusianske investeringsselskab Obton, der bl.a. udbyder alternative investeringer i solcelleparker, er for nylig havnet i stormvejr, efter at Finanstilsynet i maj politianmeldte to af koncernens datterselskaber – hhv. Obton Forvaltning og ejendomsselskabet Koncenton – for at have handlet i strid med investorernes interesser.

Det har fået flere investorer med millionbeløb placeret i Obton til at ytre massiv kritik af selskabet, og Børsen har tidligere beskrevet, hvordan tilliden til selskabet er ved at smuldre.

I denne uge er investorer valfartet til Aarhus til generalforsamlinger i flere af Obtons fonde. Her har investorer skullet godkende regnskaberne fra de fonde, de har investeret i, og de helt store fællesnævnere er gigantiske nedskrivninger og dundrende underskud. 

Det viser flere ikkeoffentliggjorte regnskaber, Børsen har set.

“Mangelfuld” data

Investorerne ejer en række fonde udbudt af Obton-koncernen, men den praktiske håndtering og daglige administration varetages af Obton Forvaltning, som Obton ejer.

Finanstilsynet har påpeget risikoen for store interessekonflikter og beskrevet, at der er blevet solgt projekter fra Obton til investorerne til alt for høje priser. 

Eurowind fortæller, at man har været i kontakt med flere af fondene med henblik på at indhente data og oplysninger om solcelleparkerne. Den information har fondene skullet få fra Obton.

Vi har dog ikke kunnet få de nødvendige oplysninger om solcelleparkerne

Joachim Steenstrup, kommunikationsdirektør, Eurowind

Det er f.eks. oplysninger om lokalområder og elsalg. Men ifølge Joachim Steenstrup har oplysningerne fra Obton været “mangelfulde”, og flere dokumenter har været forældede og uden underskrift. 

I et skriftligt svar forklarer Obton:

“Vi har en god og konstruktiv dialog med fondene om at levere den data, som fondene har efterspurgt. Det er et meget omfattende stykke arbejde, og vi forsøger at levere det så hurtigt, som det ressourcemæssigt er muligt, da det både er i fondenes og Obton Forvaltnings interesse, at dette sker så effektivt som muligt.”

Ville kræve flere ansatte

Oprindeligt blev Eurowind startet af to landmandsbrødre i 2006. Det er et energiselskab med speciale i udvikling, opførelse og drift af vedvarende energiprojekter, særligt inden for vind- og solenergi i Danmark og udlandet. 

I 2023 købte infrastrukturkæmpen Norlys sig ind i selskabet og ejer i dag 45 pct.

Finans
Banker kan tabe 1,2 mia. kr. på solcellefirma fra Aarhus
Helene Bløcher


Investorerne i Obton-fondene Stabil og Impact rakte tidligere på året ud til Eurowind for at indhente et tilbud på forvaltningen af solcelleparker, der samlet leverer energi i størrelsesordenen 1197 MWp, hvilket ca. svarer til forbruget i 450.000 europæiske husstande. 

Ifølge Eurowind er det en omfattende portefølje, som vil betyde, at selskabet vil skulle ansætte mellem 75 og 100 medarbejdere til at drifte den. 

For begge fonde lyder tilbuddet fra Eurowind på en årlig omkostning et sted mellem 40 og 50 mio. kr. Dertil lægges også en opstartsafgift. Et tilbud, som for nuværende er blevet afvist.

Men potentielt kan det blive billigere, vurderer kommunikationsdirektøren.

“Vores tilbud ville jo falde i pris, jo flere oplysninger der blev tilgængelige for os at se,” siger Joachim Steenstrup.

Svært at finde en forvalter

Vejen frem for Obtons nuværende forretningsmodel ser svær ud. Obton har meddelt fondene, at selskabet på sigt ikke vil fortsætte som forvalter. Selskabet har i stedet selv foreslået en model, hvor fondene bliver fusioneret og køber dele af Obton.


Det skal ske med sigtet om at etablere et nyt energiselskabet, der af Obton betegnes som Reco. Modellen indebærer også, at investorerne i de enkelte fonde vil gå fra at være medejere af solcelleparker til at eje et selskab, der også beskæftiger sig med at udvikle solcelleparker. 

Det indebærer dog en væsentlig risiko. Lars Krull, seniorrådgiver og bankekspert ved Aalborg Universitet, har tidligere i Børsen beskrevet, at med det nye setup bliver investorerne i stedet aktionærer i et unoteret selskab, “hvor der ikke er nogen investorbeskyttelse eller nogen, som kigger efter tingene for dem”, forklarer han. 

Tilbuddet fra Eurowind om at overtage forvaltningen af flere solcelleparker kommer på et tidspunkt, hvor – står der flere steder beskrevet – det er svært at finde andre forvaltere til solcelleparkerne, og at Reco derfor er den eneste reelle vej frem. Det er bl.a. både nævnt i nyhedsbreve til investorer, i endnu ikke offentliggjorte regnskaber, som Børsen har set, samt materiale om Reco.

Bl.a. beskriver Obton i præsentationsmaterialet for Reco – som Børsen har set – at fondenes kompleksitet gør det svært at finde en alternativ leverandør til administration og drift. 

“Særligt for de store fonde har den komplekse porteføljestruktur med stor geografisk spredning og mange mindre tagbaserede og landbaserede solcelleanlæg gjort det svært at finde en alternativ leverandør af administrations- og driftsydelser.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis