ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Erhvervsminister: Alle danskere skal have mulighed for at låne til bolig

Erhvervsminister, Simon Kollerup (S), understreger nu, at almindelige danskere skal have mulighed for at låne til boliger alle steder i landet. 

Det meddeler han dagen efter, at dagbladet Børsen bragte en historie om, at Sparekassen Sjælland-Fyn nedlægger tre filialer i København grundet skærpede udlånskrav fra Finanstilsynet. Sparekassen siger, at man er nødt til at sige nej til mange håbefulde boligkøbere grundet Finanstilsynets vækstvejledning fra 2016, der hæmmer dele af befolkningen fra at gå i banken og låne penge til en bolig. 

LÆS OGSÅ: Udlånskrav tvinger bankfilialer til at lukke

Den bekymring var flere andre bankdirektører også ude og dele, uden at de dog ville lukke deres filialer i København af den grund.

“Jeg synes jo grundlæggende, at det skal være sådan, at almindelige danskere skal kunne låne til en bolig i alle dele af landet. Vi skal ikke tilbage til 00’ernes boligkrise, så her gælder det om at holde tungen lige i munden og finde den rette balance," slår Simon Kollerup fast i et skriftligt svar til Børsen. 

Usikkerhed fra ministeren tirsdag

Der var ellers opstået usikkerhed om den nyindstallerede socialdemokratiske regering fortsat var stålsatte på at imødekomme ønsket fra alle, der gerne ville og kunne låne til en bolig. 

Kort før valget i foråret var socialdemokraternes daværende gruppeformand, Henrik Sass Larsen, nemlig usædvanligt skarp i mælet og ville have tilbagerullet en del af stramningerne på boligmarkedet. 

Han sagde blandt andet, at reglerne er alt for rigide og alt for hårde. Derfor bør Finanstilsynet løsne grebet, så almindelige danskere kan få mulighed for at komme ind på boligmarkedet. 

"Vi er kommet dertil, hvor unge mennesker der vil ind på boligmarkedet i København, selv om de har to sunde indkomster, strengt taget ikke kan få en toværelseslejlighed. Det kan ikke være meningen," sagde Henrik Sass Larsen i april til Børsen.

"Der er skabt klarhed om reglerne"

De udtalelser bakker den nuværende erhvervsminister op om: 

"Der har været usikkerhed om, hvordan reglerne for boliglån skal forstås. Jeg kan forstå, at der løbende har været en dialog mellem bankerne og Finanstilsynet, så der nu er skabt mere klarhed om reglerne, og at bankerne er blevet gjort opmærksom på utilsigtede fortolkninger af reglerne," skriver Simon Kollerup.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis