Med en række aftaler om renteswap har Danmarks største uddannelsessted for ingeniører, DTU, over en årrække støbt en betonklods om benene på universitetets økonomi.
Aftalerne betyder, at DTU de kommende årtier skal betale renter, som er langt højere, end man kan optage fastforrentede lån til i dag.
DTU har en relativt velpolstret økonomi med en egenkapital på 1,3 mia. kr. ved udgangen af 2019. Men var det ikke for aftalerne om renteswap, så havde økonomien set endnu bedre ud. Ved udgangen af 2019 betød udsigten til de høje rentebetalinger nemlig, at markedsværdien af aftalerne var negativ med 1,3 mia. kr.
Og siden årsskiftet er DTU’s egenkapital blevet yderligere udhulet, da markedsværdien af swap-aftalerne er faldet yderligere, så værdien ved udgangen af første kvartal var negativ med næsten 1,5 mia. kr. inklusive renteloft.
DTU har ikke ønsket at stille op til interview, men prorektor Rasmus Larsen har svaret skriftligt på en række spørgsmål.
Her skriver han, at han mener, at DTU er blevet godt rådgivet om renteswap-aftalerne af universitetets bank. Han vil heller ikke direkte sige, at det var en dårlig beslutning at indgå renteswap-aftalerne.
“DTU har successivt fået en række attraktive rentesatser på grund af meget stor rentemarginal ift. fastforrentede lån og har således sparet et meget stort trecifret millionbeløb,” skriver Rasmus Larsen og fortsætter:
“Alternativet ville have være dyrere lån, ganske vist med konverteringsmulighed, hvor der også skal tages hensyn til kurstab og låneomkostninger. Derudover har DTU ikke ønsket en spekulativ tilgang til sin låneforretning i form af løbende op- og nedkonverteringer.”
Søren Bundgaard Brøgger, der har været udpeget som syns- og skønsmand i sager om renteswaps ved Sø- og Handelsretten og nu er ph.d.-studerende på CBS, peger på, at mange for fem-ti år siden troede, at renten ikke kunne blive meget lavere. Set i det lys kunne renteswap-aftalerne virke fornuftige. De var nemlig lidt billigere end almindelige fastforrentede lån.
I dag er det dog helt entydigt, at det har været en dårlig forretning, forklarer han.
“Den besparelse, de fik, den fik de for at frasige sig muligheden for at konvertere, hvis renten faldt. Det gjorde den så i et omfang, som de færreste kunne forestille sig, og derfor er der ingen tvivl om, at de i dag er meget dårligere stillet, end de ellers ville have været,” siger Søren Bundgaard Brøgger og tilføjer:
“Det svarer lidt til at have ladet være med at købe en lottokupon, hvor man i dag ved, at der var gevinst. Ja, man har sparet noget, men man er gået glip af gevinsten.”
DTU mener ikke, at den negative markedsværdi af renteswap rammer driften, men det kan i realiteten sagtens være tilfældet.
“Den negative markedsværdi belaster egenkapitalen og dermed også deres kreditvurdering og de priser, de kan få. At skylde 1,5 mia. kr. ekstra vil helt sikkert begrænse handlefriheden,” siger Søren Bundgaard Brøgger.
Og der er faktisk indikationer på, at det er tilfældet. DTU betaler nemlig relativt høje bidragssatser på op til 0,65 pct. på universitetets lån. Til sammenligning betaler CBS kun 0,35 pct.
Da universitetets gæld ved udgangen af 2019 var på 4,9 mia. kr., betyder selv en lille forskel i bidragssatsen hurtigt et millionbeløb i højere finansieringsomkostninger.
På DTU mener Rasmus Larsen, at universitetet har fået en konkurrencedygtig pris:
“DTU er ikke bekendt med andre universiteters lånevilkår og andre forhold i øvrigt, men det er vurderingen, at vi løbende har fået markedskonforme bidragssatser gennem vores udbud.”
