ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Anders Meinert Jørgensen forlod chefjob i Danske Bank - nu vil han hjælpe firmaer gennem hvidvaskjungle: “Jeg har jo set, hvor galt det kan gå”

Tidligere chef for compliance i Danske Bank vil nu hjælpe virksomheder med den voksende arbejdsbyrde med at bekæmpe hvidvask

“Det er et ret stort smertensbarn,” siger Anders Meinert Jørgensen om den KYC-byrde, der er i store virksomheder. Foto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen
“Det er et ret stort smertensbarn,” siger Anders Meinert Jørgensen om den KYC-byrde, der er i store virksomheder. Foto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen

“Man kan studse lidt over timingen (...) Men det har ikke noget med sagen at gøre.”

Citatet stammer fra Anders Meinert Jørgensen, som i juli for tre år siden meddelte, at han ville træde tilbage som chef for compliance i Danske Bank.

Dementiet relaterede sig til spekulationer om, hvorvidt hans opsigelse havde noget at gøre med den hvidvasksag, som Berlingske på det tidspunkt i godt et år havde optrevlet. Nogle måneder før havde Lars Stensgaard Mørch, der havde det overordnede ansvar for den skandaleramte estiske filial, forladt banken, og senere trak topchef Thomas F. Borgen sig også.

“Den eneste direkte relation er, at det jo er et enormt intenst job at have. Det er jobbet generisk, men så på toppen af det at have den her Estland-sag kørende i halvandet år giver også en yderligere intensitet,” sagde han til Børsen.

Siden da har der været stille fra Anders Meinert Jørgensen. Men ikke længere. Sammen med to andre har han stiftet firmaet Avallone, som skal hjælpe store virksomheder med det enorme stykke arbejde, det er at imødekomme blandt andre bankernes krav om kundekendskab.

“Det er et ret stort smertensbarn,” fortæller han.

Han henviser til de såkaldte know your customer-processor (KYC), som skal sikre, at f.eks. banker kender deres kunders forretning og vaner, så man kan undgå finansiel kriminalitet. Store virksomheder skal svare på et utal af spørgsmål og sende et hav af dokumenter, som redegør for deres formål, samarbejdspartnere osv. osv.

“Henover de sidste mange år er byrden blevet større og større, og det hænger sammen med, at bankerne er blevet bedre til at forstå, hvordan f.eks. hvidvask skal bekæmpes,” siger Meinert Jørgensen.

KYC-kampen

Private bankkunder oplever at blive spurgt om pasoplysninger, og hvor mange penge de regner med at skulle overføre til udlandet hvert år. Det tager et øjeblik at svare på, men for en stor virksomhed er rækken af spørgsmål, der skal besvares, alenlang, og det kræver mange ressourcer. Den proces vil Avallone hjælpe virksomheder med at effektivisere. Og i sidste ende vil det også være en hjælp for bankerne, hvor Meinert Jørgensen har arbejdet i 22 år. Først i Nordea, hvor han hurtigt steg i graderne, indtil han i 2014 blev compliance-chef i Danske Bank.

Jeg savner ikke store komitémøder, der varer tre timer

Anders Meinert Jørgensen, stifter, Avallone

“Mange har et teoretisk forhold til at skulle bekæmpe hvidvask. Der er nogle risikoprocesser, der skal køre for at undgå at blive brugt til hvidvask. Men jeg har jo set, hvor galt det kan gå, qua de job jeg har haft,” konstaterer han og fortsætter:

“Jeg har set, hvordan den underliggende kriminalitet bag hvidvask ser ud, og jeg har set – fra bankens side – hvor meget de kæmper med KYC, og hvor meget kunderne kæmper med det.”

Man må se fremad

Idéen til Avallone fik han efter at have sundet sig oven på sin afgang fra Danske Bank. Og for ca. to år siden begyndte han og partnerne at interviewe en række store virksomheder, som her bekræftede behovet for at komme compliance-byrden til livs.

Hvor meget var du påvirket af alt det, der foregik, da du stoppede i Danske Bank?

“Det er klart, at jeg har lært rigtigt meget af min tid i Danske Bank og af Estland-sagen, og vi har med rette brugt tid på at finde ud af, hvad der gik galt, og hvem der eventuelt gjorde noget forkert. Men der er også en tid til at tage al den viden og erfaring og gøre noget godt med den.”

Han afviser endnu en gang, at hvidvasksagen var årsagen til hans farvel til banken.

Fortryder du, at du stoppede på det tidspunkt med de spekulationer, det havde til følge?

“Nej, det var det helt rigtige for mig. Og når du står midt i sådan en sag, er det svært at finde et rigtigt tidspunkt at stoppe.”

Som tingene står lige nu, har Anders Meinert Jørgensen intet ønske om at vende tilbage til en stor bank. Drømmen er at fortsætte med at lave startup og it resten af livet. Det skyldes ifølge ham ikke, at hans bankkarriere fik den udgang, den gjorde, men nærmere en generel mæthed.

“Jeg savner ikke store komitémøder, der varer tre timer, med 25 personer om bordet.”

Alligevel indrømmer han, at udsigten til en lang bankkarriere lå lige for, da han skiftede fra Nordea til Danske Bank.

“Der så alt ud til, at jeg skulle lave det resten af livet og havde en god plan for det. Og for at være helt ærlig tror jeg ikke nødvendigvis, jeg havde haft modet til at hoppe ud i at lave en startup, hvis ikke det var, fordi jeg var havnet i Danske Bank og så stoppede. På den måde har livet en måde at få en derhen, hvor man skal hen. Uden at lyde alt for religiøs.”

Men selvom hans exit fra Danske Bank måske var det skæbnebestemte bump på vejen, og han gerne havde været Estland-sagen foruden, er han ikke påvirket af skandalen i dag.

“Jeg er nok mest typen, der ser fremad.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis