ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Forsikringsselskaber i dronekamp mod coronarestriktioner

Corona har tvunget Topdanmark til at bruge droner til overvågning. Arkivfoto: Mike Segar/Ritzau Scanpix
Corona har tvunget Topdanmark til at bruge droner til overvågning. Arkivfoto: Mike Segar/Ritzau Scanpix

Droner kan erstatte besøg af forsikringsmedarbejder hos virksomhederne. Et nyt værktøj som coronanedlukningen har fået forsikringsselskaberne til at benytte.

Normalt er det sådan, at forsikringsselskabernes risikoingeniører rejser rundt til erhvervskunderne for med egne øjne at se, hvordan man har sikret sig mod brand og andre ødelæggende ulykker, der kan resultere i store erstatninger. Men coronakrisens mange restriktioner har sat en stopper for det fysiske fremmøde.

Vi tester også brugen af droner til at overvåge store bygninger og lagerhaller

Monica Diaz, erhvervsdirektør, Topdanmark

Derfor tænkes der nyt og digitalt, så man fortsat kan have hånd i hanke med risikoen ude på kundernes lokationer.

“Vi investerer virkelig voldsomt i øjeblikket i digitale kilder,” siger Topdanmarks erhvervsdirektør Monica Diaz, der har “igangsat en ret voldsom acceleration i brugen af digitale værktøjer, når vi ser på kundernes risiko. Vi er begyndt at gennemgå virksomhedernes lokationer via video”.

Altså en slags Teams-møde med kunderne, hvor forsikringsselskaberne får en videorundvisning i virksomhedernes bygninger.

“Vi tester også brugen af droner til at overvåge store bygninger og lagerhaller,” fortæller Topdanmark-direktøren.

Et benspænd

Coronanedlukningen har været et benspænd, som har gavnet virksomheden 21Risk, der har udviklet en digital risikoplatform.

“Under nedlukningen har det været yderst problematisk for forsikringsselskaber og mæglere at foretage de sædvanlige ingeniør – og risikobesigtigelser for at dokumentere risikoen. Men med vores platform kan den enkelte virksomhed, uanset hvor i verden, selv auditere og dokumentere sine risici,” siger adm. direktør, Martin Hald.

Den digitale transformation af erhvervsafdelingen hos Topdanmark har krævet “en kæmpestor tilvænning både for os og kunderne. Det er ikke super let”, siger Monica Diaz.

Men på trods af de digitale udfordringer med droner og videorundvisninger, som alt sammen er startet på grund af corona, så er de nye værktøjer “noget vi kommer til at bruge permanent”, udtaler hun.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis