ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Deutche Bank-direktør udelukker ikke fusion

Direktøren i den hårdt prøvede storbank Deutsche Bank, Christian Sewing, er ikke afvisende over for en mulig fusion med Deutsche Bank. Arkivfoto: John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix
Direktøren i den hårdt prøvede storbank Deutsche Bank, Christian Sewing, er ikke afvisende over for en mulig fusion med Deutsche Bank. Arkivfoto: John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix

Direktøren i den hårdt prøvede storbank Deutsche Bank, Christian Sewing, er ikke afvisende over for en mulig fusion med Deutsche Bank som den ene part.

Det siger han i et interview med Bloomberg News.

Ifølge direktøren kan der være tale om en mulig fusion allerede fra næste år, hvis bankens aktiekurs kommer tilbage på rette spor efter en flerårig deroute, der har sendt kursen ned med mere end 50 pct. over de sidste 3 år.

Endnu værre ser det ud, hvis man sammenligner med situationen før finanskrisen, hvor aktien ved sit toppunkt blev handlet i 94,38 euro mod blot 7,48 euro tirsdag formiddag.

Der var dog flere forbehold fra Christian Sewing.

For det første, lød det i interviewet, skal banken godt igennem sin store omstruktureringsplan, der løber til og med 2022. Dog er 2020 et nøgleår for transformationen, hvorfor han ikke udelukker en mulig overtagelse, hvis banken viser gode takter i år.

Det andet forbehold er, at Deutsche Bank ikke ønsker at indtage en "juniorrolle" i et muligt samarbejde, sagde Christian Sewing.

Det kan dog blive svært, da Deutsche Bank har en nuværende markedsværdi på omkring 18 mia. dollar ifølge Bloomberg. Det placerer alt andet end lige Deutsche Bank som den lille part blandt andre sammenlignelige storbanker i Europa.

En af de mulige partnere i en eventuel fusion er schweiziske UBS. Ifølge Bloomberg har bestyrelsesformanden, Axel Weber, allerede lavet en liste over mulige kandidater, hvor Deutsche Bank skulle være blandt favoritterne, ligesom de to banker angiveligt også har haft uformelle samtaler om et muligt partnerskab.

Ifølge Bloomberg har UBS dog en markedsværdi på 41 mia. dollar, hvilket netop vil gøre Deutsche til lillebror i en fusion.

Sidste år opgav Deutsche Bank de officielle forhandlinger med tyske Commerzbank, da risiciene ved en fusion ifølge Deutsche Bank på daværende tidspunkt var for store.

Det var ellers en potentiel aftale, der dengang havde opbakning fra den tyske regering, der gerne så en stærk national storbank, efter at begge banker længe har kæmpet gevaldigt med indtjeningen i kølvandet på finanskrisen.

Med til at gøre ondt værre for Deutsche Bank, har banken samtidig måtte kæmpe med omfattende hvidvaskproblemer, hvilket yderligere har bidraget til en skrantende aktiekurs og krævet store omkostninger.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis