ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske Bank tjente 15,1 mia sidste år: Fastholder udbyttet på 8,5 kr

Opdateret 08.29:Danske Bank resultat efter skat landede på 15,1 mia. kr. i 2019, hvilket er præcis som analytikernes forventninger på 15,112 mia. kr. ifølge Ritzau Finans.

Det viser årsregnskabet for Danmarks største bank, der er offentliggjort onsdag morgen. 

Tallene var dog i mere eller mindre grad som ventet, da Danske Bank i december offentliggjorde to justeringer af resultatet indenfor en uge. Her fortalte man, at banken forventede et overskud på omkring 15 mia. kr.

Resultatet forrenter egenkapitalen med 9,6 pct.

Om resultat siger bankens adm. direktør Chris Vogelzang: 

“De lave renter, pres på marginalerne, højere nedskrivninger samt øgede omkostninger, hovedsageligt på grund af investeringer i compliance og aktiviteter på anti-hvidvaskområdet, påvirkede resultatet negativt. Derudover var regnskabet både positivt og negativt påvirket af en række ekstraordinære forhold, men alt i alt er vores resultater fortsat under pres,” lyder det i en meddelelse i forbindelse med regnskabet.

I 2018, hvor banken i høj grad var præget af hvidvasksagen, havde banke et overskud på omkring 15,2 mia. kr. 

Danske Bank foreslår selv et udbytte på 8,5 kr. I 2020 forventer banken at lande et resultat på mellem 8-10 mia. kr. og at forrente egenkapitalen mellem 5-6 pct. 

Chris Vogelzang fortæller, at man er kommet godt i gang med omstillingen til at gøre Danske Bank bedre for alle interessenter.

“Blandt de væsentligste initiativer kan nævnes en forenkling af vores produktudbud, fremskyndelse af digitalisering på områder, der er særligt vigtige for vores kunder, samt øget omkostningsdisciplin på tværs af koncernen. Derudover har vi defineret klare, kvantitative mål for blandt andet vores bidrag til omstillingen til en grønnere økonomi samt for vores egne bestræbelser på at blive en mere mangfoldig og inkluderende arbejdsplads med endnu mere fokus på kunder og compliance. Dette er blot de første af mange skridt, vi vil tage i de kommende måneder og år,” siger han i meddelelsen.

Handelsindtægter stiger med 7 pct

Danske Bank kan glæde sig over, at handlen med værdipapirer går godt.

Indtægterne udgjorde 5,0 mia. kr. af den samlede indtjening og steg 7 pct. i forhold til 2018, forklarer banken i meddelelsen.

“De finansielle markeder var i 2019 præget af udfordrende vilkår, og stigningen i handelsindtægterne skyldtes primært salget af LR Realkredit A/S og en højere konverteringsaktivitet,” skriver banken.

Banken solgte 30. december sidste år LR, som banken fortalte ville bidrage med mellem 0,7 og 0,8 mia. kr. 

Bankens samlede indtjening steg landede på 44,982 mia. kr., mens det året før var 44,365 mia. kr.

Den klassiske bankforretning

Dykker man ned i tallene for fjerde kvartal, kan man se, at nettorenteindtægterne falder, hvis man sammenligner med perioden året før. I alt tjente banken 5,541 mia. kr. på at låne penge ud. Det er dog mere end analytikerne havde forventet indtægter for 5,417 mia. kr.

Banken skriver selv, at nettorenteindtægterne faldt med 7 pct. til 21,9 mia. kr. i 2019.

Omkostningerne stiger

Bankens udgifter landede på 8,342 mia. kr., hvilket er over analytikernes forventninger på 7,8 mia. kr.

I samme kvartal 2019 havde banken omkostninger for 6,2 mia. kr.

“Driftsomkostningerne udgjorde 27,5 mia. kr. og steg 10 pct. i forhold til 2018. Stigningen skyldtes primært højere omkostninger til compliance og hvidvaskbekæmpelse samt omkostninger i forbindelse med Estlandsagen,” skriver banken i meddelelsen.

Gebyrindtægterne

På gebyrsiden tjente banken 4,214 mia. kr. mens analytikerne havde forventet indtægter for 4,414 mia. kr.

"Nettogebyrindtægterne steg 3 pct. til 15,9 mia. kr. Nettogebyrindtægterne var positivt påvirket af en betydelig konverteringsaktivitet i Danmark og højere performance-relaterede gebyrer i Wealth Management i 4. kvartal," skriver banken i regnskabet og fortsætter:

"Omvendt var nettogebyrindtægterne negativt påvirket af den hensættelse, vi foretog i 2. kvartal 2019 til godtgørelse til Flexinvest Fri-kunder."

Faldende aktiekurs

I løbet af 2019 var Danske Bank-aktiekursen udfordret. Den faldt med 16,4 pct. i løbet af året, hvor der blev skiftet ud i toppen af Danske Bank, annonceret store investeringer og samtidige sparerunder. I samme periode steg indekset for de største banker i Europa, SX7P, med 8,6 pct. sidste år.

Blandt aktieanalytikerne, der har offentliggjort deres anbefalinger af bankaktien på Bloomberg er der et lille flertal, der mener, at man skal købe aktien. Det anbefaler 13, mens 12 mener, at man skal holde fast i den, hvis man den i porteføljen. Tre af de 26 analytikere anbefaler et salg.

Aktie: Danske Bank












Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis