ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske Bank opnår mål om at være i toppen hos nordiske storkunder trods fortsat modgang på omdømmet: “Vi taler med kunderne om vores dårlige sager”

Danske Bank har

opnået sit mål om at være i top-2 blandt storkunder i denordiske lande, viser ny kundemåling

Berit Behring, chef for corporates & institutions i Danske Bank, glæder sig over resultaterne i Prospera-måling. PR-foto
Berit Behring, chef for corporates & institutions i Danske Bank, glæder sig over resultaterne i Prospera-måling. PR-foto

Danske Bank har nu opnået sin målsætning om at være en af de to foretrukne banker blandt store virksomheder og institutionelle kunder i alle de fire store nordiske lande.

Det viser en sammentælling foretaget af det uafhængige analysefirma Prospera, der i alt har gennemført 4714 interview med bankkunder, der er blevet spurgt om alt fra “hvem, der har de bedste aktieanalytikere” til “hvem, der har de bedste cash management systemer”.

For tredje år i træk er Danske Bank samlet set den bank, der kommer bedst ud i vurderingerne fra de største bankkunder på tværs af de nordiske landegrænser. Men det er dog første gang, at banken opnår sin egen ambition om at være nummer et eller to i hvert af de fire nordiske land.

Placeringerne

I Danmark fastholder banken sin førsteplads foran Nordea og SEB, og øger ovenikøbet forspringet betragteligt. Samme rangfølge fastholdes også i Finland, mens Danske Bank i Sverige fastholder sin andenplads efter SEB, men foran Nordea, og i Norge går banken fra en fjerdeplads i 2019 til nu en andenplads efter DNB.

“Vores organisation er gået meget langt for at servicere vores kunder bedst muligt, hvilket har været specielt udfordrede for alle på grund af coronapandemien, så det betyder virkelig meget for både banken og medarbejderne, at kunderne sætter pris på os,” siger Berit Behring, der er øverste chef for Danske Bank, corporates & institutions.

“Især i begyndelsen af coronapandemien var vores kunder under et ekstremt pres, og det er jo præcis i sådan en situation, at vi skal stå parat til at gøre alt for dem,” siger hun.

Under fortsat pres

Samtidig erkender Berit Behring dog, at Danske Bank stadig står i en situation, hvor der fortsat er pres på banken.

“Det er klart, at der fortsat er et generelt tillidsproblem, som på nogle områder også rammer hele den finansielle sektor. Jeg tror ikke, der er et quick fix, men for os handler det først og fremmest om at være der for kunderne. Og så har vi også valgt en tilgang, hvor vi taler med kunderne om vores dårlige sager,” siger Berit Behring.

Men hun vurderer samtidig, at de gode Prospera-resultater er med til at give banken mere medgang.

1.

eller 2.-pladsen er Danske Banks position i hvert af de fire store nordiske lande

“De flotte placeringer i Prospera-målingerne giver medarbejderne selvtillid, også fordi det kommer fra en uafhængig kilde. Så det er noget, der gør medarbejderne utroligt glade, fordi vi jo har nogle meget dygtige konkurrenter,” siger bankdirektøren og fortsætter:

“Det betyder nok ekstra meget for os i Danske Bank på grund af den situation, som vi har i forhold til vores omdømme, men det er også noget, der skaber værdi i forhold til vores nye kunderelationer, da de store kunder kan se, at vi anerkendes for vores indsats for gruppen af kunder med meget komplekse bankbehov.”

Selv om Danske Bank nu har opnået målet om at være top-2 for de store bankkunder i alle de nordiske lande, så vil ambitionen ikke umiddelbart blive ændret til at være nummer ét.

“Selvfølgelig vil vi gerne være nummer ét i alle de nordiske lande. Men strukturelt må vi erkende, at vi er meget stærke i Danmark og Finland, mens det er sværere at være nummer ét i Sverige, hvor der er nogle meget stærke lokale aktører, og i Norge, hvor DNB har en position, der minder meget om den, vi har i Danmark,” siger Berit Behring.

Fortsatte forbedringer

Da både hun og hovedparten af hendes ansatte arbejder hjemme for tiden, må sejren fejres virtuelt – og kortvarigt.

“Vi kan være glade et par dage, men så skal vi i gang igen. For der er mange steder, hvor vi stadig kan blive bedre,” siger Berit Behring.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis