Danske Bank og Nykredit venter de største fald i deres solvensprocent, som følge af de nye skærpede EU-krav til kreditinstitutters kapital, fremgår det af svar fra erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) til Folketingets Erhvervsudvalg.
Danske Bank venter et fald i koncernens faktiske solvensprocent på ca. 1,2 procentpoint, hvoraf de 1,1 procentpoint har sin baggrund i øgede risikoeksponeringer og de resterende 0,1 procentpoint er relateret til øgede fradrag i kapitalen, oplyser ministeren med henvisning til det offentliggjorte regnskab for 2013.
Nykredit-koncernen vurderede, at dens samlede solvensprocent vil falde med ca. 0,5 procentpoint, hvoraf de 0,4 procentpoint er fald i kapitalgrudlaget og de 0,1 procentpoint skyldes stigende risikoeksponeringer.
Skærpede krav frem mod 2019
Folketinget behandler i øjeblikket regeringens lovforslag, der skal indføre de skærpede EU-krav til kapital og likviditet i dansk lov fra 1. maj i år. Kravene skærpes gradvist frem mod 2019.
Regeringen har hentet nye oplysninger i de offentlige årsregnskaber, og fremsendt dem til brug for erhvervsudvalgets behandling af lovforslaget.
Sydbank og Jyske Bank venter en beskeden påvirkning i solvensprocenten fra de nye kapitalkrav, men kvalificerer det ikke i regnskabet.
Nordea Bank Danmark, Arbejdernes Landsbank og Saxo Bank har ingen bemærkninger til de nye EU-krav i regnskaber.
FIH Erhvervsbank og Spar Nord vurderede, at de nye krav ikke vil få nævneværdig betydning for dem, mens Vestjysk Bank skrev, at de vil få negativ effekt på bankens solvensprocent, uden dog at kvalificere det.
Reuters Finans