ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Cykliske aktier bag flot fremgang

Ikke mindst de cykliske aktier kunne onsdag tage en stor del af æren for, at det danske aktiemarked lukkede med et pænt plus på kontoen.

Helt uden indflydelse fra udlandet var Danmark dog ikke, idet et svagt kvartalsregnskab fra Morgan Stanley gav midlertidige rystelser. Overraskende gode tal fra boligmarkedet i USA genoprettede dog humøret.

Nordea i top

C20-indekset endte 2,8 pct. højere i niveau 261,80 efter fremgang til 19 af indeksets 20 aktier. Bedst gik det Nordea og Topdanmark, der steg 8,7 og 6,8 pct. til 37,6 og 641,0.

"Udviklingen minder lidt om sidste uge, hvor vi også steg pænt sammen med resten af Norden. Stigningerne er bredt funderede, om end de cykliske aktier trækker mest op, dog uden at der er væsentlige nyheder fra det danske marked," siger Nils Lundsby, seniorrådgiver i Nordea, til nyhedsbureauet Direkt.

Et overraskende stort underskud i den amerikanske bank Morgan Stanley på 578 mio. dollar i første kvartal truede med at tage toppen af fremgangen herhjemme og sende flere af de store europæiske børser i minus, men stemningen vendte igen.

"Det amerikanske boligprisindeks for februar steg 0,7 pct., hvor man havde ventet et fald på 0,7 pct. Det indikerer, at den stabilisering på det amerikanske boligmarked, man på det seneste har snakket om, er intakt. Vi får flere boligtal de næste dage, som bliver vigtige for markedet," siger Nils Lundsby, der tillægger boligtallet årsagen til vendingen.

Heineken skuffede

Carlsberg, der lukkede 1,0 pct. højere i kurs 254, var en overgang presset af et skuffende Heineken-regnskab, som viste en negativ organisk vækst på 1,0 pct. i første kvartal.

"Vi syntes egentlig, at det her regnskab fra Heineken kunne være positivt for Carlsberg. Det kan være en indikation af, at Carlsberg har vundet markedsandele," siger Nils Lundsby.

Han tilføjer, at det vil man blive klogere på, når den danske bryggerigigant kommer med regnskab om fjorten dage.

Blandt de cykliske aktier blev Vestas noteret for en stigning på 6,8 pct. til kurs 306,5, FLSmidth steg med 5,6 pct. til kurs 173,75 og D/S Norden 5,0 pct. til kurs 190,0.

Ringkjøbing Landbobank steg med 8,8 pct. til kurs 435, dog under lav omsætning.

Banken kom ud af første kvartal 2009 med et basisresultat på 105 mio. kr., men fastholdt som følge af den store usikkerhed forventningerne om et basisresultat på mellem 250 og 450 mio. kr. for hele året.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis