Oven på nyheden om at Tryg og canadiske Intact har afgivet et formelt købstilbud på Codan-ejeren, RSA, slår Codans danske direktør, Christian Baltzer fast, at man ikke vil blive en del af Tryg-koncernen.
“Bliver købet gennemført, vil Intact overtage det formelle ansvar for Codan Danmark i samarbejde med os i ledelsen, mens Tryg forbliver en selvstændig virksomhed og konkurrent på det danske marked,” udtaler Christian Baltzer i en skriftlig kommentar.
Dermed ser det ud til, at det joint venture, som Tryg og Intact vil etablere om det fælles Codan-ejerskab, vil blive med Intact for bordenden, mens Tryg vil indtage rollen som en mere passiv ejer.
“Bliver købet gennemført, vil Intact overtage det formelle ansvar for Codan
Christian Baltzer, topchef, Codan Danmark
Hvordan de præcise detaljer omkring ejerskabet kommer til at se ud, får vi formentlig svar på senere i dag i forbindelse med telekonferencen kl. 10 og pressemødet kl. 12.
Christian Baltzer forventer, at processen med ejerskiftet vil tage tid.
“Vi forventer, at vores daglige drift og aktiviteter fortsætter, som de plejer, samtidig med at Intact lærer vores forretning bedre at kende og planlægger eventuelle tiltag. Alle parters prioritet er at skabe en stærk og lønsom forretning, hvor vi fortsat har fokus på kunder og samarbejdspartnere. Det vil formentlig tage tid, før detaljerne for eventuelle tiltag er på plads, og vi vil gøre vores bedste for at kommunikere så åbent og regelmæssigt, som muligt,” siger Christian Baltzer og fortsætter:
“Jeg vil gerne understrege, at vi fortsætter med at drive vores forretning som normalt, og vores fokus er på at hjælpe kunder og samarbejdspartnere på den bedste måde. Jeg ved, at både medarbejdere og eksterne parter har mange spørgsmål til, hvad et opkøb kan komme til at betyde. Det er vigtigt for mig at understrege, at det absolut bedste, vi kan gøre, er at sikre, at vi fortsat driver vores forretning enkelt, effektivt og konkurrencedygtigt, så vi fortsat kan indfri Codans store potentiale.”