For tre år siden blev Christian Sagild spurgt, om han havde lyst til at træde ind i Danske Banks bestyrelse. En forespørgsel, han pænt takkede nej til.
Han havde efter sin afgang som topchef i Topdanmark besluttet at hellige sig bestyrelsesarbejdet, og til det havde han tre kriterier: Han skulle kunne identificere sig med den pågældende virksomhed, kunne gøre nytte og have det sjovt. For de tre var der desuden en fællesnævner:
“Det måtte ikke være i en finansiel virksomhed. Der havde jeg været hele mit arbejdsliv, og jeg syntes, at jeg i mine mange år som topchef i Topdanmark havde set, hvordan jeg måtte belaste bestyrelsen med en stigende grad af regulering. Så hvorfor skulle jeg sætte mig på den anden side af bordet?” siger han.
“Jeg har for ofte befundet mig i en konflikt og måttet fravælge mulighederi mit professionelle liv
Christian Sagild
Det var derfor også årsagen til, at Christian Sagild sagde nej til en post i Danske Bank-bestyrelse. Men så skete der noget. Karsten Dybvad blev valgt til formand, og Sagild fik på ny tilbuddet. Denne gang takkede han ja:
“Det gjorde jeg, fordi jeg kender Karsten fra vores professionelle karriere tidligere. Og jeg anså Karsten for at være et rigtigt godt valg som formand i Danske Bank. Den opfattelse har jeg fortsat efter at have samarbejdet med ham to år i bestyrelsen.”
Det har derfor heller intet med de interne linjer i Danske Bank at gøre, at han har valgt at trække sig fra bestyrelsen efter to år. Det skyldes i højere grad den regulering, der er i sektoren.
“Jeg har for ofte befundet mig i en konflikt og måttet fravælge muligheder i mit professionelle liv uden for banken,” fortæller han.
Konflikten bunder i, at Finanstilsynet sætter begrænsninger for, hvad man som bestyrelsesmedlem i en systemisk vigtig bank – også kaldet sifi-bankerne – må være involveret i. Som bestyrelsesmedlem må man inklusive sin post i bankbestyrelsen ikke have mere end fire bestyrelsesposter. En formandspost tæller for to, fortæller han.
Det har skabt personlige begrænsninger for Christian Sagild, der foretager flere investeringer i f.eks. startups og venturefonde, som han gerne vil støtte yderligere op om.
“Flere af de investeringer fordrer, at jeg bliver mere involveret i det, og siden jeg allerede er involveret i en række andre bestyrelser, har jeg de seneste to år måttet takke nej til nogle muligheder, som jeg har været ked af at takke nej til,” siger han.
Ud over de personlige fravalg har han også oplevet det som et enormt arbejde at sidde i en bankbestyrelse. Han mener, at der bør gøres noget ved rollefordelingen mellem bestyrelsen og ledelsen, som tit fører til dobbeltarbejde.
“I min optik involveres bestyrelsen i alt for meget arbejde, der i bund og grund burde kunne løses af direktionen.”
Han henviser til de mange politikker, der skal kontrolleres af bestyrelsen. Derfor er det ikke ualmindeligt, at man inden et ordinært bestyrelsesmøde skal gennemlæse 1000-1500 siders materiale – og endnu mere materiale, hvis der er tale om kvartalsmøder.
“Lovgivningen fordrer, at bestyrelsen interesserer sig for detaljer i utroligt mange spørgsmål. Og så kan man spørge sig selv, hvor effektivt det er, og hvor meget strategisk planlægning, man må ofre for at behandle alle de sider.”
Han mener, at der, siden han selv var i branchen, er sket et skred i, hvor meget bestyrelsen skal have ansvar for. Alligevel anerkender han, at der er et behov for at lægge meget arbejde i at være bankbestyrelsesmedlem.
“I sidste ende handler det for mig om et valg, og det valg er faldet ud til fordel for de aktiviteter, jeg har uden for banken, som jeg finder er mere givende, i den forstand at det, man gør, betyder noget.”
