Fransk forslag om finansskat og uro på rentemarkederne trak aktier nedNyhedsstrømmen gik mandag langtfra aktiernes vej, og over hele Europa blev markederne farvet røde. Især bankerne tabte terræn.
“Der er mange ting, der påvirker markedsstemningen i dag. Samtidig er markederne steget pænt gennem den forløbne del af 2012, og de faktorer er måske med til at få folk til at tage stikket hjem,” konstaterer chef for skandinaviske aktier i Sydbank, Ole Kjær Jensen.
C20-indekset sluttede 0,8 pct. lavere end fredag i 401,65. Det var det laveste niveau siden den 13. januar.
Danske Bank, Nordea og Sydbank bidrog til nedturen med fald på henholdsvis 2,4 pct., 2,4 pct. og 3,4 pct. til kurserne 82,55, 47,8 og 97. Desuden var der tilbagegang i NKT, der dykkede 3,2 pct. til kurs 214,8, og dermed fulgte en generelt negativ tendens i Europa om de mest konjunkturfølsomme aktier.
Novo Nordisk var fra åbningen genstand for en del bevågenhed, efter at rivalen Amylin fredag fik amerikansk markedsføringstilladelse til GLP-1-analogen Bydureon i hus. Den kan om kort tid udfordre Novos supersællert Victoza.
“Det burde ikke komme som en stor nyhed, at Amylin får godkendt det her middel, så vi ser det som en neutral eller måske let negativ nyhed for Novo,” siger handler i Jyske Bank Michael Lyngsø. Novo lukkede 0,8 pct. lavere i 660 kr.
Der var analytikerstøtte til Chr. Hansen, som steg 1,9 pct. til kurs 137,9, efter at Société Générale indledte dækning med en købsanbefaling og et kursmål på 150.
Blandt sidepapirerne led Pandora under en kortsigtet risikovurdering fra Aktieugebrevet, der ser risiko for store nedskrivninger. Pandora lukkede i kurs 72 efter et fald på 10 pct.
SAS droppede 5 pct. til kurs 7,55 efter Spanairs konkurs fredag aften. SAS har fortsat 10,9 pct. af aktierne, og konkursen koster SAS i alt 1,42 mia. kr. i nedskrivninger, tabte lån og tilgodehavender. Dermed venter SAS nu et negativt resultat for hele 2011.
Imens kunne aktionærerne i Aarhus Lokalbank og Vestjysk Bank glæde sig. Aktieugebrevet vurderer værdien af Vestjysk Bank til omkring 35 kr., og det fik tilsyneladende markedet til at glemme, at Danske Bank i sidste uge sænkede sit kursmål til blot en femmer.
Vestjysk Bank steg 12,8 pct. og fusionspartneren Aarhus Lokalbank steg 0,7 pct.
Ritzau Finans