ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Telefonerne gløder hos Danica og PFA: Udskudte operationer sender udgifterne til sundhedsforsikringer i vejret

Kunder strømmer til pensions- og forsikringsselskaber

for at komme på privathospital. Udgifter til sundhedsforsikringer i stor stigning

Corona presser det offentlige sundhedsvæsen, og operationer bliver i stor stil udskudt. Det får nu de afviste patienter til at bruge deres sundhedsforsikring. Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Corona presser det offentlige sundhedsvæsen, og operationer bliver i stor stil udskudt. Det får nu de afviste patienter til at bruge deres sundhedsforsikring. Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Coronaens heftige smitteudbrud har fået regionerne til at udskyde planlagte operationer i stor stil.

Derfor tyer patienter nu til deres sundhedsforsikring for at få opereret dårlige knæ og andre skavanker.

“Der er et klart stigende pres. Det er kommet inden for de seneste dage og uger. Vi kan se, at vi i øjeblikket får 20 pct. flere henvendelser,” fortæller Danica Pensions adm. direktør, Ole Krogh, der bakkes op af PFA's chef for området sundhed og skade, Lasse Jermiin.

“Vi oplever, at flere og flere kunder henvender sig for at få hjælp via deres helbredssikring til ikkeakutte operationer, som er blevet udskudt på de offentlige hospitaler,” siger Lasse Jermiin.

Også hos PFA anslår man, at der er ca. 20 pct. flere henvendelser end normalt.

Det er især ikkeakutte operationer, som de mange nye henvendelser fra kunder med en sundhedsforsikring drejer sig om.

“Operationer i knæ, hofter, ankler og den slags fylder mest, men også lyskebrok og forskellige gynækologiske indgreb,” lyder det fra Ole Krogh, der står i spidsen for Danmarks næststørste pensionsselskab med omkring 800.000 kunder.

Det er klart, at vi kommer til at betale flere penge, end vi normalt ville gøre

Ole Krogh, adm. direktør, Danica Pension

En oplevelse der bakkes op af landets største privathospital.

“Vi har også travlt. Siden sommerferien har vi oplevet gennemsnitligt ca. 10 pct. stigning i operationer fra kunder med sundhedsforsikringer. Derudover er der også flere folk, der vil betale af egen lomme,” fortæller Michael Gram Kirkegaard, der er adm. direktør hos Aleris-Hamlet.

Den høje aktivitet blandt forsikringspatienter opvejes dog til dels af, at der i øjeblikket henvises færre patienter fra det offentlige pga. suspenderingen af behandlingsgarantien.

20

pct. vil bruge deres sundhedsforsikring hos Danica Pension

Stor udgift

Med den store stigning i antallet af henvendelser skal pensionsdirektøren i Danica Pension til lommerne efter et stort beløb for at betale de mange ekstra operationer, som sundhedsforsikringerne dækker.

“Det er klart, at vi kommer til at betale flere penge, end vi normalt ville gøre. Hvis de 20 pct. flere henvendelser resulterer i samme antal stigning i behandlinger, så vokser vores udgifter til sundhedsforsikringer formentligt også med omkring 20 pct.,” siger han, men opfordrer alligevel kunderne til at ringe, hvis deres operation er blevet udskudt.

Hos Danica Pension er kalkulen nemlig, at det er bedre at operere så hurtigt som muligt, så man “undgår, at folk mister erhvervsevnen. Det er en meget dyr forsikring for os”.

Derfor er de rødglødende telefoner med operationsudsatte kunder i røret “en mulighed for at investere i at undgå langtidssygemeldinger. Vores opgave er at hjælpe med at reducere sygefraværet i samfundet, og det kan vi virkelig gøre nu, i den situation vi står i”, lyder det fra Ole Krogh.

Den store stigning i henvendelser fra kunder med en sundhedsforsikring er ifølge Danica “ikke overstået på en måned”.

“Selvom hospitalerne åbner op for behandlingerne igen, så vil der fortsat være en pukkel, som vi skal hjælpe med at få ned,” siger Ole Krogh.

Danica Pension regner med, at der går et halvt års tid, før man er tilbage i mere almindelig gænge, mens man hos Aleris-Hamlet forventer, at man i alt i 2021 vil behandle 10 pct. flere patienter, der kommer via deres sundhedsforsikring.

“Vi har en forventning om, at regionerne fortsat vil benytte kapaciteten i det private marked i et vist omfang, som de har gjort hen over efteråret, så vi ikke ender med at stå med en meget stor behandlingspukkel, som det kan blive svært at få bugt med,” siger Michael Gram Kirkegaard.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis