ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Boligøkonom: “Det bliver førstegangskøbere, der ikke har sparet nok op, der bliver ramt”

Førstgangskøbere i de store byer vil ifølge boligøkonomer blive ramt af nyt udbetalingskrav fra Realkredit Danmark.

Det er særligt førstegangskøberne i de store byer, der vil blive ramt af nyt udbetalingskrav fra Realkredit Danmark, mener boligøkonomer. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Det er særligt førstegangskøberne i de store byer, der vil blive ramt af nyt udbetalingskrav fra Realkredit Danmark, mener boligøkonomer. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Det bliver stort set kun førstegangskøberne i de store byer, der bliver ramt, når Danske Bank-koncernens realkreditselskab, Realkredit Danmark, fordobler kravet til egenbetaling til 10 pct.

Det siger boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann og direktør for Boligøkonomisk Videnscenter Curt Liliegreen til Børsen.

“Det bliver førstegangskøbere, der ikke har sparet nok op, der bliver ramt,” siger Lise Nytoft Bergmann.

“De fleste andengangskøbere har oplevet, at boligpriserne er steget ganske pænt de seneste år, og hvis man samtidig har afdraget på boliglånet, hvilket man normalt er tvunget til, når der er tale om banklån, så vil langt de fleste andengangskøbere have 10 pct. på bogen, når de skal videre”, siger hun.

10

pct. kommer udbetalingskravet til midlertidigt at lyde på hos Realkredit Danmark

Det kommer til at ramme priserne, for der er en del førstegangskøbere på markedet, understreger Nordea-økonomen.

Rammer i storbyerne

Nye tal, som Boligsiden.dk har offentliggjort i dag, viste at efterspørgslen efter ejerlejligheder faldt kraftigt i marts, men Lise Nytoft Bergmann understreger, at markedet faktisk var fuld af optimisme lige indtil samfundet blev lukket ned omkring den 12. marts. Dermed er det også realistisk at forestille sig, at faldet i efterspørgslen er fortsat i april, påpeger hun.

Curt Liliegreen understreger, at forskellen mellem en egenbetaling på 5 pct. og 10 pct. kun er relevant i de store byer, hvor priserne er noget højere end på landsplan. Samtidig vil en stor del af førstegangskøberne faktisk kunne låne de ekstra penge i banken, hvis bare de er kreditværdige nok og ikke gør det i direkte sammenhæng med boligkøbet.

“Der vil være nogle, der kommer udenom, og så vil der være dem der venter til det her er ovre, hvor de så i øvrigt køber det hus, de ville, billigere, fordi det er faldet i pris, mens dem der ikke kan vente, vælger at leje i stedet,” siger Liliegreen.

Han venter at priseffekten fra den højere egenbetaling vil vare lige så længe som krisen.

Det her er en voldsom stigning for boligkøberne

Christopher Wagner, partner og medindehaver, Bomae

“Det vil presse priserne, så længe man opretholder kravet, og det er jo midlertidigt. Så jeg går ud fra at det er et halvt til et helt år, og jeg går også ud fra, at prispresset fra pandemien varer så længe,” siger Liliegreen.

Begrundelsen for at indføre kravet er netop at beskytte kunder, der kommer ind på boligmarkedet uden en stor formue i baghånden, mod prisfald eller andre økonomiske problemer, forklarede Realkredit Danmark tidligere i dag.

“Vi har besluttet at hæve udbetalingskravet for at sikre, at også de mest sårbare, der kommer ind på boligmarkedet, kan håndtere, at der måske kommer et prisfald på boligerne – eller at de kommer ud i en periode med ledighed,” sagde adm. direktør i Realkredit Danmark, Carsten Nøddebo Rasmussen.

Sådan påvirker det boligkøberne

Hos køberrådgiveren Bomae er telefonerne allerede begyndt at kime, fortæller partner og medindehaver Christopher Wagner.

“Vores finansielle afdeling ligger vandret lige nu, for det her betyder, at hvad vores kunder kunne købe før, kan de nu ikke købe længere,” siger han.

Allerede efter nedlukningen af landet tilbage i starten af marts, lød hans vurdering, at priserne på udbudte lejligheder skulle ned.

“Og hvis man nogensinde var i tvivl om, at de skulle ned, så må den tvivl være væk nu,” siger han og fortsætter:

“Det her er en voldsom stigning for boligkøberne. Vi taler ikke kun det beløb, de skal stille med til udbetaling, men deres rådighedsbeløb, ja hele budgettet for køberne.”

Han peger videre på, at køberne ikke kan betale difference alene

“Både mæglere og sælgere skal forstå, at priserne må ned nu, hvis ikke man vil have en opbremsning på boligmarkedet.”

Hos Nordea Kredit har man ifølge Lise Nytoft Bergmann ingen aktuelle planer om det samme. Skulle det ske, vil det blive meldt ud i en selskabsmeddelelse.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis