ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Anden nedlukning rammer danskernes mentale sundhed hårdt: Dugfriske tal viser voldsom vækst i angst og depression

Angst og depression, blandt især unge, er i kraftig vækst – det viser dugfriske tal fra forsikringsselskaberne, der kan forvente en kæmpe ekstraregning

Camilla Thind Sunesen, der er chef for sundhedsløsninger i Danica, har oplevet “en markant stigning i antallet af tungere diagnoser.” Foto: Walther Bølge
Camilla Thind Sunesen, der er chef for sundhedsløsninger i Danica, har oplevet “en markant stigning i antallet af tungere diagnoser.” Foto: Walther Bølge

Antallet af angst- og depressionsramte danskere er eksploderet under den seneste nedlukning, og det er de unge, der er hårdest ramt. Det viser tal fra forsikrings- og pensionsselskaberne, som Børsen har indsamlet.

Hos Danica Pension taler man om “en markant stigning i antallet af tungere diagnoser”, mens Topdanmark i årets første fem måneder har registreret en stigning på 25 pct. i forhold til samme periode sidste år. Blandt Trygs kunder var der i første kvartal en stigning på 20 pct. i antallet af henvendelser om angst og depression.

Finans
Sådan skal du håndtere medarbejdere med psykiske problemer

Også hos Gjensidige er tendensen knivskarp. Tilfældene med angst og depression udgjorde 31 pct. af de sager, man fik ind i 2019, mens de i år indtil videre udgør 44 pct. af samtlige psykologsager.

Det er jo ikke bare ulykkeligt for den enkelte. Det her er noget, der også rammer samfundet hårdt

Vivian Byrholt,adm. direktør, Topdanmark Livsforsikring

“Der er virkelig sket en negativ udvikling, og vi ser en klar stigning af folk med tunge psykiske udfordringer i forhold til samme periode sidste år,” lyder det fra Camilla Thind Sunesen, der er chef for sundhedsløsninger hos Danica Pension. Hun bakkes op af adm. direktør for Topdanmark Livsforsikring Vivian Byrholt.

“Det er en voldsom stigning. Og det er jo ikke bare ulykkeligt for den enkelte. Det her er noget, der også rammer samfundet hårdt,” siger forsikringsdirektøren.

Også Dansk Industri fremhæver de store negative økonomiske konsekvenser, når mange er ramt af tunge psykiske lidelser.

“Det rammer altså ekstra hårdt lige nu, i og med at vi i høj grad mangler arbejdskraft,” siger Anders Just Pedersen, der er underdirektør og chef for arbejdsmiljø i DI.

Hård anden nedlukning

I sundhedshuset Prescriba, der samarbejder med Tryg og sørger for, at selskabets kunder kommer videre til den rette psykolog, sidder psykolog og direktør for psykisk sundhed Lars Paludan-Müller. Han ser, at det især er dem, der er prædisponerede for psykiske lidelser, der rammes.

“De største udfordringer under corona ser vi hos enlige, men faktisk også i husstande, hvor mange personer lever under samme tag,” siger han.

Tidligere var det stress, der fyldte, “men nu kommer folk i højere grad til os med tungere og vanskeligere symptomer. Folk har fået det markant dårligere under anden nedlukning,” siger Camilla Thind Sunesen.

“Stress er bekymrende, men angst og depression er mere alvorlige lidelser, og det tager væsentligt længere tid, før folk er ovenpå igen,” siger Topdanmark-direktøren, der samtidig peger på endnu et bekymrende forhold:

“Der er flere unge under 35 år, der kontakter os med angst og depression.”

Unge med mentale problemer er også overrepræsenterede i Danicas tal. Her er der 108 pct. flere unge mellem 25-34 år med psykiske udfordringer end for et år siden.

I og med at behandling af angst og depression oftest tager meget længere tid end mildere psykiske problemer som stress, så har forsikrings- og pensionsselskaberne udsigt til en stor efterregning på det i forvejen udfordrede område for syge- og ulykkesforsikringer, som selskaberne de seneste fem år har tabt et tocifret milliardbeløb på.

“Det, vi ved, er, at det er de længerevarende mentale lidelser, der tidligere virkelig har ført til tab i branchen. Så hvis det ender med, at flere kunder får en blivende lidelse, bliver det meget dyrt.” Sådan lyder det fra Jan Auerbach, der er partner i Deloitte med speciale i forsikring.

Både Danica og Topdanmark forventer da også stigende omkostninger, men det er for tidligt at sætte tal på.

“Det er jo ikke som en bilforsikring, hvor man kører galt, og så bliver bilen repareret, og så kommer regningen kort tid efter. Vi har f.eks. nogle forløb, der startede op i 2020, som ikke er afsluttede endnu,” siger Vivian Byrholt og tilføjer, at hun ikke umiddelbart ser lys for enden af tunnelen, i takt med at landet åbner mere.

“Man skal ikke undervurdere, at der er rigtigt mange, der er bange for at komme tilbage på arbejde. Mange har fundet ud af, at det fungerer rigtig godt at sidde derhjemme. Vi mennesker kan have svært ved forandringer, og det er det, vi står over for nu.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis