ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bidragssatser giver Anders Dam uld i mund

Intet kunne stå mere lysende klart i efteråret. Niveauet for bidragssatser havde nået svimlende højder, og nu var der brug for et alternativ til de hårdt klemte boligejere.

Den opgave ville ordførende direktør i Jyske Bank Anders Dam gerne løfte, så han gik i gang med at udvikle et bankfinansieret F1-lignende lån. Lånet blev lanceret i december og har vist sig som en stor succes.

Nu kommer Anders Dam med al sandsynlighed til at eje et realkreditselskab efter Jyske Bank og BRFKredit i mandags meldte deres fusionsplaner ud. Men det betyder ikke nødvendigvis, at bidragssatserne i BRFKredit får et drag over nakken, fortæller han i et interview med Børsen.

Hvad sker der med bidragssatserne i BRFKredit nu?

"Det afhænger af markedsudviklingen. Det vil jeg slet ikke kloge mig på, for vi er slet ikke inde i et ejerskab endnu. Vi har kun et forslag om det. Det er markedsbestemt, hvor meget man kan tage, alt efter om man ønsker at vokse eller ikke  Men vi skal selvfølgelig have snakket strategien igennem," lyder det fra Anders Dam.

BRF bestemmer selv

Først i midten af april forventer han, at den endelige aftale med BRFKredit er lukket.

"Umiddelbart er situationen fra vores side uforandret, og BRF er jo stadig sig selv, så de kan ændre bidragssatserne som de vil."

Finans
Nykredit og Jyske Bank strides om kvart mia. kr.
Men du kan ikke sige, om bidragssatserne går op eller ned?


"Nej. Det har vi ingen indflydelse på endnu, men normalt vil man selvfølgelig prøve at være konkurrencedygtig. Og det er så igen markedet, der bestemmer, hvilken pris man kan ligge på," lyder det fra Anders Dam. 

Succes med eget boliglån

15. december lancerede Jyske Bank sit eget alternativ til F1-lånet. Den beslutning har indtil videre vist sig at være en succes. Men hvor stor vil Anders Dam ikke give en status på.

"Vi har en gang sagt, at vi har solgt lån for 450 mio. kr. på 14 dage. Herefter har vi taget en beslutning om, at vi kun melder noget ud om boliglånet, når vi afleverer regnskaber. Jeg ved godt, at vi lige er kommet med regnskab, men det var for 2013. Så du må vente med at få et svar, til vi kommer med kvartalsregnskab."

Umiddelbart kommer overtagelsen af BRFKredit ikke til at betyde noget for Jyske Banks eget boliglån, lover Anders Dam.

"Med den succes vi har haft, har vi ikke tænkt os at ændre på det."

Det sagde Anders Dam om bidragssatser i efteråret:

"Jeg har selv opsagt mit eget F1-lån. Det er simpelthen blevet for dyrt," Berlingske 22. oktober 2013

"Jeg har sagt mit lån op i Realkredit Danmark. Da jeg fik den sidste prisforhøjelse, tænkte jeg, at nu kan det kraftedeme være nok. Jeg skulle betale 0,3 pct. i kursskæring. Det er højere end den rente, jeg skal betale. Da stod jeg af. Nu går jeg i Jyske Bank, selv om det så bliver synligt for alle, hvor stort lån jeg har. Men det andet er blevet for dyrt." Børsen 22. oktober 2013

"Når der opstår huller i markedet, så må vi udnytte dem på bedst mulig vis. Og her mener vi simpelthen, at vi er spillet fri foran mål med de prisstigninger, som realkreditten har gennemført, og de problemer de har i forhold til ratingbureauerne." Børsen TV 18. oktober


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis