Danskerne elsker deres realkreditlån. Den særlige danske finansieringsform, der har eksisteret siden 1797, viste især under finanskrisen sin styrke. Mens finanskrisen, der i høj grad blev udløst af overbelåninger på ejendomme, gav bankerne milliardtab og tog livet af flere af dem, så fik realkreditten langt mere overkommelige tab.
Og i dag har danskerne ifølge tal fra Nationalbanken lån for lige knap 2900 mia. kr. i realkreditsystemet, hvilket er langt mere end bankernes udlån og en stigning på 60 pct. siden udgangen af 2007.
Prisen for at låne via realkredit er omvendt faldet markant. Ifølge Nationalbankens tal var den gennemsnitlige rente og bidrag ved indgangen til 2008 på 5,27 pct., mens det samme tal i april i år var på 1,44 pct.
Det skyldes dog primært det dramatiske fald i markedsrenterne. For hvis man alene ser på bidragssatserne, er de steget fra 0,47 pct. i snit i begyndelsen af 2008, mens de i april var på 0,82 pct., svarende til en stigning på næsten 57 pct.
De stigende bidragssatser har, sammen med lave tab på udlån, givet dramatisk øgede indtægter i realkreditten, der ifølge Finanstilsynet sidste år havde indtægter for knap 27 mia. kr. og tjente 14,6 mia. kr. før skat. Vel at mærke efter at have sendt 5,6 mia. kr. tilbage til de banker, der formidler realkreditlån.
Men i Nykredit og Totalkredit får kunderne en del af deres bidragsbetalinger retur. Det var en ændring, som blev gennemført for knap tre år siden.
“I forbindelse med at Nykredit i begyndelsen af 2016 meldte ud, at man gik efter en børsnotering, fortalte vi om vores planer om “kundekroner”. Det var en lidt hård fødsel, og i begyndelsen var der en del skepsis fra kundernes side. Men modellen har nu vundet indpas, og jeg tror, det er med til at give kunderne en fornemmelse af forskellen på at være en del af en foreningsejet virksomhed,” siger Louise C. Mogensen.
Hun er direktør for Forenet Kredit, der er en forening, som ejer langt hovedparten af Nykredit-koncernen, der blandt andet gennem ejerskabet af Totalkredit er Danmarks klart største realkreditudlåner.
Netop i begyndelsen af 2016 varslede Nykredit en markant stigning i bidragssatsen for især de private boligejere, der er kunder i Totalkredit. Selvom alle realkreditudlånere de foregående år løbende havde hævet bidragssatserne, især for variabelt forrentede lån uden afdrag, førte prisstigningerne til en voldsom kritik fra kunderne.
Men siden er kritikken væsentligt aftaget, og i stedet er der stigende fokus på den rabat, som kunderne får, som går under navnet “kundekroner”.
“Kundekronerne var og er tænkt som en måde at gøre foreningsejerskabet af Nykredit og Totalkredit aktivt på ved at udmønte det helt konkret i en rabat på bidragssatsen. Vi har sammen med pengeinstitutterne i Totalkredit-samarbejdet lagt en stort indsats i at kommunikere kundekroner til rådgiverne og herigennem til kunderne. Jeg synes, at vi i dag har en meget stor værdi i at have kundekronerne,” siger Camilla Holm, der er adm. direktør for Totalkredit.
“Prisen på et lån er selvfølgelig vigtig, men det er et blandt flere parametre for kunderne. Jeg tror også, det betyder meget for kunderne, at de kan få en god, personlig og lokal rådgivning hos de 54 pengeinstitutter, der er en del af Totalkredit-samarbejdet,” fortsætter Camilla Holm.
Siden kundekronerne første gang blev udbetalt i midten af 2017, har realkreditkunderne modtaget mere end 2 mia. kr. Pengene kommer fra Nykredit-koncernens udbytte til Forenet Kredit, som sender en del af pengene tilbage til Nykredit og Totalkredit, der derefter udbetaler pengene til kunderne.
I praksis får boligejerne dog ikke kontanter retur, men en rabat på den bidragssats, de betaler. Rabatten er på 0,15 pct. af deres lån.
Da de fleste boligejere i dag vælger almindelige fastforrentede lån med afdrag, som hos Totalkredit for en standardfinansiering koster 0,74 pct. i bidrag om året, svarer kundekronerne til en rabat på godt 20 pct.
Siden kundekronerne blev indført, har Totalkredit fået 100.000 flere kunder, og udlånet er steget fra 500 mia. kr. til 750 mia. kr., hvilket er klart mere end markedsudviklingen.
“Vi vil være der, hvor kunderne er. Volumenvæksten kommer dog primært fra de større danske byområder. Vi låner ud over hele landet, men ejerboliger i de større byer er typisk dyrere, og derfor er lånene også større her,” siger Camilla Holm og fortsætter:
“Vi kan ikke direkte måle på, hvad kundekronerne betyder for vores forretning. Men vi kan konstatere, at vi har fået et betydeligt momentum i væksten i vores markedsandel de seneste tre år, og der er derfor sandsynligvis en sammenhæng med, at Forenet Kredit giver det tilskud til Nykredit-koncernen, der gør, at vi kan udbetale kundekroner,” siger Camilla Holm.
Danmarks største realkreditudlåner er dog blevet kritiseret for at uddele kundekroner frem for at sætte bidragssatserne ned. Men det er vigtigt, at Nykredit-koncernen har et solidt indtjeningsgrundlag, hvoraf en del så kan sendes retur til kunderne, lyder det fra hovedejeren.
“For Forenet Kredit er det vigtigt, at vi kan låne ud i hele Danmark, og at vi kan gøre det til de lavest mulige priser, som samtidig sikrer en stabil virksomhed, der kan låne ud i både gode og dårlige tider. Og det mener jeg, vi har opnået, for vi har både set en stigende markedsandel, og samtidig har danske boligejere, hvad der mig bekendt er den billigste finansiering for boligejere i verden og langt lavere, end hvad mange stater kan låne til,” siger Louise C. Mogensen, der fortsætter:
“I Forenet Kredit opfatter vi os som garanten for det særlige danske realkreditsystem, der for os er hjerteblod. Og selvom der nu også er eksterne aktionærer i Nykredit, så er virksomheden stadig kontrolleret af en forening og i sidste ende af låntagerne og investorerne. Det synes vi, er et princip, som er vigtigt at holde fast i.”



