På trods af flere forsikringer om at olieservicefirmaer som Halliburton og Schlumberger snart ville være fortid i Bankinvests bæredygtige aktiefond, trækker kapitalforvalteren nu delvist i land.
Det er nemlig slet ikke sikkert, at Bankinvest fortsat vil leve op til kravene fra mærkningsordningen Svanemærket. Dermed er det også muligt, at der kan være plads til olieserviceselskaber, og sågar egentlige olieselskaber, i kapitalforvalterens fond kaldet Globale Aktier Bæredygtig Udvikling med 11 mia. kr. under forvaltning.