ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Omdømmehug til flere banker: “Jeg tror, at både private danskere og erhvervslivet er trætte af at læse om bankerne, og at de stadigvæk ikke har forstået, at man skal opføre sig ordentligt”

De største bankers image er ikke blevet forbedret trods håndsrækningen til både virksomheder og privatkunder under coronakrisen

Adm. direktør i Finans Danmark, Ulrik Nødgaard, ærgrer sig over, at den indsats, som bankerne har ydet under corona, ikke påvirker bankernes omdømme positivt. Arkivfoto: Steven Achiam
Adm. direktør i Finans Danmark, Ulrik Nødgaard, ærgrer sig over, at den indsats, som bankerne har ydet under corona, ikke påvirker bankernes omdømme positivt. Arkivfoto: Steven Achiam

11 ud af 18 banker kom ud af 2020 med et svækket omdømme. Det viser en større undersøgelse af image og omdømme foretaget af Voxmeter.

Siden marts har bankerne og organisationen Finans Danmark fortalt, hvordan de med rentefri lån, udskydelse af afdrag og udvidelse af kassekreditter har hjulpet erhvervslivet og private i coronakrisen. Men lige lidt har det hjulpet, og det ærgrer direktør i Finans Danmark Ulrik Nødgaard sig over.

“Vi havde håbet på, at den indsats, der har været her under corona, havde afspejlet sig også i denne type målinger,” siger han og fortsætter:

Vi synes da selv, at sektoren har vist sit samfundsværd siden marts sidste år

Ulrik Nødgaard, Finans Danmark

“Vi synes da selv, at sektoren har vist sit samfundsværd siden marts sidste år, så det kunne da være dejligt, hvis det var omsat klart i de her målinger. Det havde været rart med en fremgang.”

Direktøren vurderer dog, at man skal være påpasselig med at drage voldsomme konklusioner, da der også er banker, hvis omdømme er forbedret.

Urimelige krav

Undersøgelsen tager afsæt i 39.000 interview gennemført i løbet af 2020, hvor bankkunder besvarer spørgsmål, som forholder sig til både deres egen og konkurrerende banker. Spørgsmålene tager afsæt i emner som kundeloyalitet, produkter og servicer og journalistisk omtale.

En af de ting der ifølge kommunikationsrådgiver og adm. direktør i kommunikationsvirksomheden Oxymoron, Kresten Schultz-Jørgensen, særligt har påvirket bankernes omdømme negativt i 2020, er det politiske fokus, som blev rettet mod bankerne i forbindelse med corona.

“På forårets pressemøder var befolkningen vidne til en offentlig udskamning af hele banksektoren. Det var resultatet af, at flere politikere tydeliggjorde i deres kommunikation, at det også var bankernes ansvar at holde hånden under virksomheder, der blev pressede af corona,” siger han og tilføjer, at en sådan udmelding kan være årsag til, at flere bankkunder stiller en række krav til deres bank, som bankerne ikke kan efterleve, og det kan påvirke omdømmet i en mere negativ retning.

Skuffede kunder

En anden årsag til det svækkede omdømme kan være de møgsager, som også i 2020 har ramt banksektoren. Det vurderer Esben Høstager, rådgiver i strategisk kommunikation og indehaver af kommunikationsvirksomheden Høstager.

“Jeg tror, at både private danskere og erhvervslivet er trætte af at læse om bankerne, og at de stadigvæk ikke har forstået, at man skal opføre sig ordentligt,” siger han.

Også Finans Danmark peger på, at der kan være en generel afsmitning på hele branchen, når det gælder eksempelvis gældssagen i Danske Bank, ligesom en ophedet diskussion i forbindelse med Arne-skatten sidste år heller ikke nødvendigvis har gavnet sektoren.

“En anden af de ting, der kan spille ind, er, at vi har været i en periode, hvor flere kunder er blevet introduceret til negative renter. Selvom vi synes, vi fornemmer en vis forståelse hos mange, er der ingen tvivl om, at det ikke er noget, man bliver populær på,” siger Ulrik Nødgaard og henviser til, at hver sjette dansker betaler negative renter.

11

ud af 18 banker har fået svækket deres omdømme i 2020

Ifølge adm. direktør i Voxmeter Christian Stjer er det dog ikke de dårlige sager, der for alvor tynger bankerne, men at danskerne simpelthen har fået mere tid.

“Kunderne forventer mere af bankerne og den service de yder, og det kan godt hænge sammen med, at folk har haft en anderledes hverdag med plads til at gøre sig tanker om de ydelser, som de får fra deres bank,” siger han.

Finans Danmark-direktøren ser ikke, at der skal laves store kommunikationsstrategier for at forbedre bankernes image, men at bankerne blot skal “holde snuden i sporet”.

“Sådan noget med omdømme er lidt flygtigt, og jeg tror ikke, bankerne kan gøre andet end at fortsætte det gode arbejde for kunderne måned for måned og så håbe, at det før eller siden sætter sig i omdømmet,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis