ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bankernes elever er en uddøende race

Engang var elevvejen det sikre valg, hvis man ønskede en karriere i bankverdenen. Men kravene til uddannelsesniveauet i finanssektoren har trængt eleverne i defensiven i en grad, så deres fremtid er særdeles tvivlsom.

Fra 2006-2009 er antallet af elever de danske pengeinstitutter og sparekasser faldet drastisk – fra over 600 til under 150. Siden er faldet fortsat, og forventningen til 2012 er, at bankerne vil ansætte blot 77 finanselever, det laveste i mands minde.

Det fremgår af tal fra Finanssektorens Arbejdsgiverorganisation (FA).

Flere af de allerstørste banker som Nordea, Jyske Bank og Sydbank har helt droppet at bruge finanselever. Danske Bank har droslet voldsomt ned. I stedet ansætter bankerne finansøkonomer, der efter et to-årigt uddannelsesforløb på et erhvervsakademi kan tilbyde arbejdsgiverne et højere teoretisk niveau og en større akademisk parathed.

Læs alle finansnyheder på Børsen Finans:finans.borsen.dk

Finansøkonomerne er i langt højere kurs


Antallet af finansøkonomer overhalede i 2010 for første gang antallet af elever, og i 2012 tror sektoren selv, at omkring 220 nye finansøkonomer bliver ansat i branchen. Dermed vil der være 2,5 gange større efterspørgsel efter finansøkonomerne.

Hos FA ser man udviklingen som led i en proces, hvor uddannelsesniveauet i branchen generelt højnes.

"Der er lige udklækket de første finansbachelorer efter tre et halvt års uddannelse. I det hele taget fylder akademikerne meget mere i sektoren, og det er alt sammen et bevis på, at branchen er under forandring med stigende behov for medarbejdere, der har forstand på regulering og ny teknologi, mens andre funktioner i den traditionelle bankdrift er ved at være passé," siger politisk konsulent i FA Charlotte Enevoldsen tilBørsen Finans.

Helt væk?

FA tror, at elevtallet i bankerne vil falder yderligere i årene frem. For mange af de funktioner, som bankeleverne uddannes til, er ved at forsvinde i takt med, at et stigende antal filialer lukkes i jagten på at barbere omkostningerne ned.

Men om ordningen vil dø helt ud, tvivler man på. Ikke mindst fordi, at særligt de mindre pengeinstitutter via elevordningen har en chance for at slå kløerne i de unge finansinteresserede.

"Har du først taget en videregående uddannelse i en større by, så er det svært at lokke dem ud til de mindre byer i Danmark. Elevuddannelsen er en mulighed for de mindre institutter for at få fat i de unge, inden de søger imod byerne," siger Charlotte Enevoldsen.

Praktiker eller teoretiker

Desuden er der forskel på, hvilke forventninger den enkelte bank eller pengeinstitut har til fremtiden. Også dét kan spille ind i valget mellem elev eller finansøkonom.

"Bankerne kan have forskellige meninger om, hvorvidt det er en god idé at tage folk ind med et relativt højt teoretisk niveau og så putte noget praksis på dem, eller om man skal gøre det i den omvendte rækkefølge og få fat i dem som helt unge," siger Charlotte Enevoldsen.

Det tager to år at uddanne sig som bankelev i den traditionelle mesterlæreform. Lønnen ligger på 14.000-15.000 kr. plus pension.

Finansøkonomer læser i to år på et erhvervsakademi med SU undervejs.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis