ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bankerne sender medarbejdere hjem og lukker filialer

Banker og forsikringsselskaber har i stor stil sendt ansatte hjem på grund af coronavirussen

Jyske Bank lukker filialerne, men kan kontaktes via f.eks. telefon. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Jyske Bank lukker filialerne, men kan kontaktes via f.eks. telefon. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Landets banker er i øjeblikket i gang med at tage forholdsregler for at undgå en yderligere spredning af coronavirussen.

Jyske Bankoplyste torsdag, at man lukker filialerne, men at det er muligt at komme i kontakt med banken via telefon og digitale møder.

60​

pct. af ansatte i Arbejdernes Landsbank arbejder hjemme

Det samme gør sig gældende i den Aalborg-baserede bank Spar Nord.

Hjemmearbejde

“De medarbejdere, der kan, bliver bedt om at arbejde hjemme. Vi forsøger for så vidt muligt at undgå fysiske møder, men vil selvfølgelig servicere fysisk, hvis det bliver nødvendigt,” siger kommunikationsdirektør Ole Madsen og peger bl.a. på ældre, der skal hæve eller overføre penge. I landets største bank, Danske Bank, bestræber banken sig på at holde samtlige filialer åbne, siger Jacob Aarup-Andersen, chef for de danske bankaktiviteter, i en skriftlig kommentar.

Onlinemøder

“Men vi beder også alle vores kunder, der har behov for et møde, om at holde telefon- eller onlinemøde med os for at mindske smitterisikoen. Så har man aftalt et møde i en af vores filialer, vil man blive ringet op, og så finder vi en løsning,” siger han og fortsætter:

“Vi er allerede i dialog med mange af vores kunder – både privat- og erhvervskunder – om den her situation og de særlige konsekvenser, den kan have for dem, og hjælper med at finde løsninger på deres konkrete udfordringer.”

Ingen frokost

Danske Bank har desuden indført en række restriktioner for både medarbejdere og ledelse. Det betyder blandt andet, at der ikke bliver serveret frokost i kantinen, men i stedet kan der købes indpakkede sandwich.

Har man aftalt et møde i en af vores filialer, vil man blive ringet op

Jacob Aarup-Andersen, bankdirektør, Danske Bank

I Sydbank arbejder en del ansatte også hjemmefra, og her arbejder man med at servicere kunderne efter bedste evne, og derfor kan kundemøder afholdes som sædvanligt.

Karen Frøsig påpeger, at man har beredskabsplaner for stort set alt i Sydbank, og det er dem, man tager i brug nu.

“De fleste medarbejdere kan tilgå vores systemer hjemmefra. Vi sørger desuden for, at dem, der måske har et skrøbeligt helbred, selvfølgelig bliver hjemme, så de ikke udsættes for udnødig smitterisiko,” siger hun og tilføjer:

“Det er vigtigt, vi holder banken kørende som normalt.”

60 pct hjemme

Hos Arbejdernes Landsbank tager man også sine forholdsregler og lader en del af medarbejderne arbejde hjemme.

“Dem med børn skal jo fra i næste uge kunne tage sig af dem, når skolerne lukker. Hvis der er nogen, der har kroniske sygdomme, skal de selvfølgelig også blive hjemme,” siger Gert Jonassen.

Han oplyser, at omkring 600 af de 1100 ansatte i Arbejdernes Landsbank arbejder hjemme.

Skadeselskaber skærer

Blandt forsikringsselskaberne mødte der også langt færre ansatte på kontoret torsdag.

I Topdanmark og Codan var der allerede mange tomme skriveborde, mens Alm. Brand først fredag sender flest muligt ansatte hjem.

Forsikringsselskaberne minimerer også den fysiske kontakt med kunder mest muligt.

“De, der kan, er blevet bedt om at arbejde hjemme. Det føler vi os godt rustede til, bl.a. fordi en stor del af vores arbejdsprocesser er digitale, og vi alligevel har mange hjemmearbejdspladser og er forude med it,” siger Louise Hørdum, HR direktør i Topdanmark.

I forsikringsselskabet Gjensidige er det imidlertid ikke muligt at sende medarbejderne hjem i særlige afdelinger. Det gælder f.eks. selskabets alarmcentral, hvor kunder, der sidder fast i udlandet, får hjælp.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis